Hillerød Kommune Foto: Lorry

Strid om parkering i ny by

Uenighed: En sag om parkering i Hillerøds nye bydel mellem supersygehus og Favrholm Station splitter bygherre og kommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det første spadestik er endnu ikke taget for det 300 hektar store område Favrholm, syd for Hillerød By, der ud over det kommende supersygehus i 2020 skal indeholde en ny station og en helt ny bydel. Men uenigheden er allerede stor mellem på den ene side Hillerød Kommune og på den anden side Byudviklingsselskabet Favrholm.

For mens selskabet ønsker at byudvikle, planlægger Hillerød Kommune og Banedanmark en stor parkeringsplads for pendlere på samme arealer.

- Vi er ikke interesserede i, at vores arealer bliver brugt til parkeringsplads. Det vil gøre det vanskeligt at gennemføre det byudviklingsprojekt, vi har i tankerne. Hvis man gennemfører den plan, forvaltningen har planlagt, vil resultatet blive, at man står ud af toget til en kæmpemæssig parkeringsplads med al for lang afstand til den nye bydel, siger direktør i Byudviklingsselskabet Favrholm Hans Tjellesen ifølge avisen.

Dertil kommer, at det også vil være en økonomisk bet for selskabet, hvis Hillerød Kommune eksproprierer en del af området.

- Vi har forsøgt via forhandling. Vi vil ikke bidrage til et dårligt arbejdsklima, siger Hans Tjellesen.

Kommunen og selskabet har drøftet sagen flere gange, både i november og december 2014, og her i januar skal politikerne i Hillerød Kommunes økonomiudvalg atter se på striden. Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard (K) siger:

- I de sidste to kommuneplaner har området været udlagt til parkering. Det er ikke fordi, det er noget nyt, der er dumpet ned fra himlen. Men vi har bedt om at få belyst sagen yderligere. Vi er i dialog med mange mennesker og mange virksomheder, og vi prøver, så godt vi kan, at komme til enighed om det.