00:28

Video: alarm112danmark.dk

Strejke slut: Flere Falck-reddere optager arbejdet

I Region Sjælland er strejken slut på flere af Falck-stationerne.

Redderne på mange af Falck-stationerne i Region Sjælland er lige nu ved at genoptage arbejdet efter flere dages strejke.

Det sker efter, at Falck-ledelsen har tilbudt de utilfredse reddere at komme til forhandling på tirsdag på betingelse af, at redderne optog arbejdet. Forhandlingerne skal handle om, hvordan Falck implementerer den nye overenskomst.

Det er vores håb, at alle stationer kommer i arbejde i løbet af aftenen

Morten Jeppensen, kommunikationsdirektør, Falck 

Tilbuddet har indtil videre fået over halvdelen af de 22 stationer i Region Sjælland til at genoptage arbejdet. I TV 2 Lorry’s område gælder det stationerne i Greve og Køge, mens de i Roskilde fortsat holder møde.

- Det er vores håb, at alle stationer kommer i arbejde i løbet af aftenen, lyder det fra Falcks kommunikationsdirektør, Morten Jeppensen. 

Læs også Falck-reddere nedlægger arbejdet

Utilfredse med overenskomst 

Redderne på Falck-stationerne i Region Sjælland har strejket siden onsdag i protest mod deres nye overenskomst og forhandlingsforløbet. Det har betydet, at de kun er kørt ud med ambulancen til akutte sager og ikke for eksempel har kørt patienter på planlagte ture hjem fra hospitalet.

Strejken har været såkaldt overenskomststridig, fordi der er indgået en overenskomst. Men Falck-redderne i Region Sjælland føler, at de får påtvunget en ny LO-overenskomst, fordi 87 % af redderne har stemt nej til overenskomsten. Falckredderne mener, at der ikke er blevet lyttet til deres krav, og at overenskomsten forværrer deres arbejds- og lønvilkår.

Men i næste uge skal der altså være møde i det såkaldte vagtplansudvalg hos Falck, hvor parterne skal forsøge at finde en løsning på konflikten. 

Læs også Reddere i protest: Nu starter de egen fagforening