Strejke på DSB-værksteder fortsætter

Flere hundrede håndværkere på DSB's værksteder fortsætter deres strejke. Det begynder at påvirke togtrafikken.

Arbejdsnedlæggelserne på DSB's værksteder i Fredericia og andre steder i landet fortsætter på tredje døgn.
      I Fredericia valgte 50 håndværkere onsdag morgen at gå hjem igen efter en kort orientering, siger tillidsmand Lars Pedersen til Fredericia Dagblads netudgave.
      Tillidsmanden oplyser, at de også strejker på DSB-værksteder i Aarhus og København. Dermed er flere hundrede smede og andre håndværkere også onsdag i en konflikt, der ifølge DSB's konstituerede direktør, Jacob Kjær, er overenskomststridig.
      Arbejdsnedlæggelsen skyldes, at der endnu ikke er lavet fælles aftaler om løn og arbejdsforhold på værkstederne. De blev lagt over i aktieselskabet DSB Vedligehold fra 1. januar i år.
      De godt 400 strejkende medarbejdere i Aarhus sagde tirsdag, at de blandt andet er utilfredse med, at de ikke får pension af deres resultatlønsaftale, hvilket drejer sig om 120 kroner om måneden pr. medarbejder.
      Strejken begynder nu at få konsekvenser for togtrafikken. Op mod en snes togsæt er ifølge Fredericia Dagblads netavis strandet, da de ikke kan efterses og vedligeholdes efter de drifts- og sikkerhedsplaner, togene skal følge.
      - Der er tog, som ikke kommer ud at køre, fordi de ikke kan komme ind til eftersyn og blive vedligeholdt, sagde Elo Palm Jensen, fællestillidsmand på driftsværkstedet i Aarhus, tirsdag til Ritzau.
      - Og det kan selvfølgelig få betydning for juletrafikken. Men det er ikke os, som har udskudt problemerne, tilføjede han.
      DSB meddelte tirsdag, at man gik i gang med at få klarhed over, hvordan strejken ville gå ud over togtrafikken de kommende dage. Selskabet kan dog onsdag endnu ikke oplyse noget om, hvorvidt arbejdsnedlæggelserne vil påvirke julens tog.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik