Foto: Lorry

Strejke i flyselskabet Norwegian er udsat på ubestemt tid

Der bliver ikke strejke fra onsdag i Norwegian. Den er udskudt men ikke afblæst, lyder det fra norske Parat.

Kabinepersonalet i lavprisselskabet Norwegian kommer ikke til at strejke fra på onsdag, som der ellers var lagt op til. Det er en teknikalitet omkring de danske ansatte i det norske selskab, der er årsag til, at strejken i denne omgang er udskudt.

Det oplyser det norske fagforbund Parat til det norske nyhedsbureau NTB. Men faren for en strejke er ikke drevet over. Den kan sagtens komme senere, siger forbundsformand i Parat Hans Erik Skjæggerud.

De norske ansatte valgte at undlade at sende det sidste strejkevarsel fredag, da Norwegian har krævet en særskilt forhandling for de danske ansatte. Norwegian og Parat skal mødes på mandag til forhandlinger i den norske mæglingsinstitution.

- Vi anser vores medlemmer i Norge og Danmark som en enhed. I det ligger også, at en eventuel konflikt skal begynde i begge lande samtidigt, siger Hans Erik Skjæggerud til NTB.

- Vi må imidlertid forholde os til reglerne i begge lande, og derfor bliver vi nødt til at vente med en eventuel strejke indtil fristerne for at nå en løsning i Danmark udløber, siger han.

Hos Parat stejler man over, at Norwegian har overflyttet kabinepersonalet til to nyoprettede datterselskaber, Cabin Services Norway og Cabin Services Denmark. Det betyder, at de ansatte ikke længere har en samlet overenskomst.

I Parat frygter man, at Norwegian vil sælger de to selskaber helt fra. Og hos Flyvebranchens Personale Union (FPU) i Danmark er man også bekymret.

- Vi frygter, at den form for social dumping kan gå hen og blive normen, har næstformand i FPU, Anders Mark Jensen, tidligere sagt til Ritzau.

- Det vil betyde dårligere ansættelsesvilkår, og ikke mindst kan det få konsekvenser for sikkerheden, hvis personalet ikke har tilstrækkeligt kendskab til det enkelte selskabs kulturer og procedurer, har han sagt.

Ender forhandlingerne uden resultat kan det betyde, at 1300 kabinefolk i Norge og Danmark kan blive omfattet af en eventuel strejke.