Street food uden eftersyn: Nu kan mobile madsteder få uanmeldte besøg

Food Trucks er populære som aldrig før, men kun meget sjældent får de uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsen. Det vil styrelsen rette op på med ny kontrolkampagne.

Du kender dem sikkert fra hvert gadehjørne i København på en varm sommerdag.

Kaffecykler, pandekagevogne og andre mobile gadesælgere er efterhånden blevet en fast del af bybilledet.

Gadekøkkener og madboder er blevet særdeles populære og må siges at give den gode gamle pølsevogn kamp til stregen.

Men trods stor popularitet og til tider lange køer, får gadekøkkenerne kun sjældent eller aldrig uanmeldt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, som skal sikre, at hygiejneregler, rengøring og håndtering af fødevare er i orden, så brugerne ikke bliver syge.

quote Nu må det være på tide, at vi lige får et blik på, hvordan det ser ud på hele linjen

Charlotte Vilstrup, områdechef, foder- og fødevaresikkerhed, Fødevarestyrelsen.

- Der ér kommet flere (mobile madboder, red.), og de er mange og mangfoldige i mange byer, så nu må det være på tide, at vi lige får et blik på, hvordan det ser ud på hele linjen, siger Charlotte Vilstrup, som er områdechef for foder- og fødevaresikkerhed hos Fødevarestyrelsen.

Derfor vil Fødevarestyrelsen til sommer rulle en særlig kontrolenhed ud, som skal rette op på problemet.

- Vi har ingen grund til at antage, at der er et særligt stort problem her, men på den anden side set; i stedet for at tro, så kunne det være rigtig rart at vide, og derfor er vi nødt til at skaffe den viden. Det gør vi med den kontrolkampagne, som vi gennemfører til sommer, siger Charlotte Vilstrup.

Se hele TV 2 Lorrys indslag om sagen herunder:

Gadekøkkener og madboder er blevet populære, men de fleste får aldrig uanmeldt besøg af fødevarestyrelsen. Det skal laves om nu.

Restaurantkæde med Food Truck 

Burgerkæden Cock’s & Cows har også en mobil restaurant. Når den bliver sendt ud til gadefester, festivaler eller firmaarrangementer, skal den overholde de samme hygiejneregler som kædens syv almindelige restauranter.

Og det kræver mere, end den normale rengøring på restauranterne, lyder det fra udviklingschefen.

- Der er bare lidt flere rengøringskrav, når man har noget kørende. For der er biler, bilos, gaden og så videre, så man skal i virkeligheden være lige så rent, som man ville gøre det, når man tilbereder mad derhjemme – og så lidt mere til. Og så skal man dokumentere det, siger udviklingschef hos Cock’s & Cows, Irene Mai.

Men når restauranten er på hjul, så er den som udgangspunkt ikke en del af de faste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen.

"For nemt at etablere sig"

Siden 2007, hvor markedet for gadesalg blev åbnet, har der været et boom i antallet af rullende madvogne. Alene i Københavns Kommune blev der i 2018 givet 555 tilladelser til mobile salgsvogne.

- Det er klart, at det kan være et problem, når det er relativt nemt at etablere sig som en fødevarevirksomhed på denne her måde, hvis der ikke er en kontrol med det, siger fødevarechef hos Horesta, Tine Skriver, og tilføjer:

- Så er det ikke sikkert, at den viden og den kompetence, som skal være omkring fødevaresikkerhed, er der.

quote Det kan være et problem, når det er relativt nemt at etablere sig som en fødevarevirksomhed på denne her måde, hvis der ikke er en kontrol med det

Tine Skriver, fødevarechef, Horesta

Derfor glæder Horesta, som er restauranternes brancheforening, sig over, at der nu kommer kontrolbesøg hos de mobile madvogne.

- Om du er en virksomhed i en bygning eller du er mobil, så skal fødevaresikkerheden være i orden uanset hvad, siger Tine Skriver.

Men selvom Fødevarestyrelsen nu vil stramme op og tjekke madsælgerne på gaden, er det i sidste ende den enkelte sælger, som har ansvaret for, at maden er i orden.

- Vores kontrol vil altid kun være stikprøvekontrol. Det er også derfor, at det er så vigtigt, at alle fødevarevirksomheder kender og overholder hygiejnereglerne, for det er dem, der i det daglige kan sikre, at forbrugerne ikke bliver syge af det mad, de laver, lyder det fra Charlotte Vilstrup fra Fødevarestyrelsen.

Når Fødevarestyrelsens kontrollanter er på besøg, tjekker de, om virksomheden overholder hygiejnekrav som adgang til toiletter for medarbejderne, personlig hygiejne, at der ikke er skadedyr og at maden ikke er sundhedsskadelig.

Den ekstra kontrolkampagne skal også give Fødevarestyrelsen et billede af, om der er særlige udfordringer for de rullende køkkener - og om der er behov for ekstra kontrol i fremtiden.

Fødevarestyrelsens særlige kontrolkampagne af de mobile gadesælgere vil ske i juni og juli måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik