Foto: TV2/Lorry

Strandfest aflyst: 'Vi gider ikke betale for oprydningen'

'Danmarks Største Beach Party' aflyses efter de unge fra Frederikssund Festudvalg har mødt modstand fra kommunen. Det glæder SSP-koordinatoren på rådhuset.

1.200 friske og unge strandløver- og løvinder fra Frederikssund og omegn må pakke bikini og badeshorts væk.

Facebook-eventen 'Danmarks Største Beach Party' dropper nu festlighederne i Markbæk Strandpark, efter de har mødt modtand fra Frederikssund Kommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis i dag.

Uoverensstemmelsen skyldes, at at de unge ikke havde søgt tilladelse til at afholde begivenheden i strandparken.

Og det skulle gruppen have gjort, da der var så mange mennesker tilmeldt, at der blandt andet skulle tages sikkerhedsmæssige hensyn, hvis 'Danmarks Største Beach Party' skulle afvikles.

Men det er tilsyneladende ikke kun sikkerhedskontroverser, der nu har fået arrangørerne til at aflyse eventen. Det er nærmere en bebudet regning fra kommunen, som de unge ikke orker.

- Det er nederen. Vi synes, det er for dårligt, at vi ikke har et sted. Og da vi så fik at vide i sidste uge, at vi måske ville få regningen for oprydningen, gad vi ikke mere, og så slettede vi eventet, fortæller arrangørernes talsmand, Sigurd Andersen, til Frederiksborgs Amts Avis.

SSP-koordinator i Frederikssund Kommune, Jacob Holm Jørgensen, udtaler til avisen, at han er glad for udfaldet. Til gengæld ærger han sig over, at udvalget bag strandfesten ikke har ønsket at gå i dialog om en anden lokation til festlighederne.

- De synes ikke, vi har været så flinke som kommune - ordet "lortekommune" indgik vist i den sidste sms-korrespondance. Vi har hele tiden været villige til at hjælp dem med at finde et andet sted og har været i dialog om andre muligheder, siger koordinatoren til avisen og fortsætter:

- Da jeg nævnte, at de måske ville få tilsendt regningen for oprydningen, gad de ikke besværet og slettede begivenheden, siger Jacob Holm Jørgensen og understreger, at han er ærgerlig over, at det gode initiativ falder helt til jorden nu.