Stram Solrød-aftale er i hus

Seks ud af de syv partier i Solrøds Byråd har skrevet under på en budgetaftale for 2011. Det baner vejen for omfattende besparelser, der skal forhindre en total nedsmeltning af økonomien i den lille kyst-kommune, skriver DAGBLADET Køge.

Borgmester Niels Hörup (V) udtalte op til budgetforhandlingerne, at Solrøds eksistens som selvstændig kommune var i fare, hvis ikke der blev fundet enighed om markante besparelser.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at indgå et bredt forlig om budgettet. Vi står over for meget store udfordringer, og derfor er det vigtigt, at byrådet tager et ansvar for at genoprette økonomien, siger Niels Hörup.

I budgetaftalen, der blev indgået mandag, indgår en skattestigning på personskatten med 0,2 procent og en stigning på ejendomsskatten med 2,14 promille og besparelser på over 31 millioner kroner. Besparelserne rammer alle kommunens kerneydelser fra vedligeholdelse af offentlige arealer til følsomme områder som børnepasning og ældrepleje.

Til gengæld bliver den populære strandrensning bevaret.

Kun Dansk Folkeparti valgte at stå uden for aftalen, og det var især besparelserne på ældreområdet, der var for svære at sluge, skriver DAGBLADET Køge.