Straksdom blev hård

Truende adfærd i Hvalsø med en skarpladt militær-riffel af ældre dato og et skud i luften natten til lørdag blev i går takseret til ubetinget fængsel i ét år og tre måneder i retten i Holbæk, skriver DAGBLADET Roskilde.

22-årige Kenneth Martin Nielsen erkendte forholdene med det samme, og det gjorde det muligt at idømme ham en straksdom og sende ham til afsoning her og nu.
Episoden fandt sted uden for Hvalsø Bodega natten til lørdag, hvor Kenneth Nielsen og en kammerat var tilstede.
I alt en halv snes unge befandt sig der, hvoraf adskillige var mødt op, fordi de havde et udestående med Kenneths kammerat.
Stemningen var ophidset, og pludselig gik Kenneth Nielsen hen til sin bil og tog en militær-riffel af ældre dato frem, pegede på én af de unge mænd og fyrede et skud af i luften. Herefter løb han sin vej.
Lørdag var politiet på sporet af ham - først i Slagelse og siden i Jyderup-området, hvor de anholdte ham hos noget familie om eftermiddagen. Riflen havde han gemt, og Kenneth Nielsen er fortsat tavs om, hvor han har fået den fra, og hvor han har gemt den. Han er velkendt af politiet for blandt andet tre voldsdomme, flere domme for tyveri og overtrædelse af færdselsloven. I alt har han tilbragt det meste af sit voksenliv i fængsel.
- Han havde »noget på kontoen« i forvejen, men langt hovedparten af dommen skyldes skudepisoden, den truende adfærd og besiddelse af riflen, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Møller Nielsen.
Det bekræfter politiadvokat og anklager Morten Frederiksen:
- Dommen sender et signal. Hvis det her var sket for fem år siden, ville dommen have været meget mindre. I dag koster det at overtræde straffeloven med disse forhold. Alene besiddelse af en skarpladt riffel uden tilladelse på offentligt sted giver seks måneders ubetinget fængsel, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik