Stort vikingeskib skal genskabes

Hvordan så det egentlig ud, verdens hidtil længste, kendte vikingeskib, da det sejlede på havene? Det vil Nationalmuseet gerne have svar på. Og derfor har man bedt Vikingeskibsmuseet i Roskilde om at rekonstruere Roskilde 6-skibet, der blev fundet i forbindelse med udgravningen af Museumshavnen til brug for netop Vikingeskibsmuseet, skriver DAGBLADET Roskilde.

Ifølge Kristiane Strætkværn fra Nationalmuseets
bevaringsafdeling i Brede er tanken, at man for på sigt at kunne
lave en udstilling af skibet indeholdende de dele, der blev
fundet i Roskilde, først skal have lavet en form for
rekonstruktion - en slags skabelon - af skibet. Det er
nødvendigt, for at man kan sikre, at konserveringen af de dele
af skibet, der blev fundet i Roskilde, bliver optimal. I
forbindelse med konserveringen er det væsentligt at vide, præcis
hvordan skibet så ud. Og hvordan konserveringen skal foregå.
- Hvis det ikke bliver lavet rigtigt, kan vi risikere, at det
ikke bliver særligt udstillingsegnet. Men det kræver, at vi ved,
hvordan skibet har set ud, siger Kristiane Strætkværn.
Endnu er finansieringen af projektet - vurderet til at koste
et sted mellem 2,5 og 3 millioner kroner - ikke på plads. Det
kræver penge udefra, så fonde og andre former for sponsorer skal
i spil.
I modsætning til de skibe, der i dag udstilles permanent på
Vikingeskibsmuseet i Roskilde, er det meningen, at verdens
længste vikingeskib skal laves, så det kan flyttes. Det vil gøre
det muligt at lade skibet indgå i udstillinger forskellige
steder i verden.
- Det skal være en visualisering, der kan flyttes rundt. Man
kan så forestille sig, at det kan komme rundt på skiftende
udstillinger. Men de færreste har lokaler, der er store nok til
at vise hele den 36 meter lange rekonstruktion, siger
museumsinspektør Peter Pentz, der arbejder med Danmarks oldtid.
Præcis hvordan det omfattende arbejde skal udføres vides endnu
ikke - men det kan være, at skibet ender med at blive delt op af
hensyn til transporten. Da arkæologerne fandt skibet, stødte man
anslået kun på omkring 20 procent af det træ, som skibet i sin
tid har bestået af.
De tre bedst bevarede Roskilde-skibe er blevet dokumenteret.
Men mens de dårligste af de mange skibe også allerede er
konserveret, holdes de tre væsentligste fund stadig våde -
fundene anses for så væsentlige, at konserveringen af dem kræver
en speciel indsats.
Planen er, at visualiseringen skal være færdig inden udgangen
af 2012.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik