00:19

Ikke siden 1932 har man måttet fiske med trawler i Øresund, hvilket gør, at havbunden i området er fuld af liv.

Folketingspolitiker vil redde akvarie med millionunderskud

Selvom tusindvis af mennesker besøger Øresundsakvariet, risikerer museet at lukke med et dundrende underskud.

Omkring 40.000 gæster besøger hvert år Øresundsakvariet ved havnen i Helsingør for at få et kig på sundet under overfladen. 

Alligevel er man dog ved at grave et dybere og dybere økonomisk hul, skriver Helsingør Dagblad. 

Akvariet havde nemlig i 2016 et underskud på 1,6 millioner kroner, hvilket skønnes er være vokset til 2,2 millioner kroner i år. 

Forventningen er, at det vil være et underskud på 2,9 millioner kroner i 2018 og hele 4,1 millioner i 2019. 

Læs også Snorkelstier skal få flere til at holde af havbunden

Mulig hjælp fra Folketinget

Det store minus i nær fremtid kan meget vel føre til en lukning af museet, men det kan vi ikke leve med, mener gruppeformanden for Det Konservative Folkeparti, Mette Abilgaard. 

Hun vil nu forsøge, at få akvariet på finansloven med en årlig statslig driftstøtte på to millioner kroner, erfarer TV 2 Lorry. 

- Det er det, som skal til for at redde akvariet. Jeg håber, at resten af Folketingets partier vil være enige i, at er en skam, hvis stedet ikke eksisterer, siger hun. 

- Jeg tror på, at der er en chance for at det lykkes. Særligt hvis de andre folkevalgte i Nordsjælland vil bakke op om det her. 

Læs også Den Blå Planet deltager nu i slaget om Amager Fælled

Chef: Katestrofe at miste akvarie

Akvariechef Jens Peder Jeppesen er glad for, at poltikeren nu vil forsøge at hjælpe. 

Øresundsakvariet er ejet af Københavns Universitet, som i forvejen er presset på finanserne, forklarer han til TV 2 Lorry. Det betyder desuden, at man ikke modtager statslig støtte som andre kulturinstitutioner. 

- Det er en katastrofe for den danske befolkning at miste sådan et formidlingsguldæg, som jeg mener, akvariet er, siger Jens Peder Jeppesen til TV 2 Lorry. 

- Vi har i mange år drevet vores økonomi på et knivsæg, hvor indtægter og udgifter var nøje udregnet. Men på grund af nogle uheldige år med renovering og ombygning har vi atså ramt et underskud, forklarer han videre til TV 2 Lorry.

Læs også Forbudt fiskeri: Der trawles i Øresund

Hård konkurrence med nye museer

Museet mistede 10.000 gæster i 2013. Det kan blandt andet hænge sammen med, at man åbnede Den Blå Planet og M/S Museet for Søfart, mener Jens Peder Jeppesen.

På Øresundsakvariet har man både måttet hæve billetpriser og gebyrer, ligesom man har forsøgt med nye aktiviteter for at skaffe indtægter, men når Københavns Universitet har betalt husleje og udgifter til drift og løn, så hænger det ikke sammen med entreindtægterne. 

Er I ikke nogle dårlige forretningsfolk så?

- Nej, det synes jeg ikke. Men undervisning og formidling er ikke et guldæg. Vi er ikke sat i verden for at finde penge til aktionære. Vi er her for at formidle vores fantastiske Øresund, og det er der ikke mange penge i, siger Jens Peder Jeppesen. 

Læs også Fiskeørne i Gribskov er nu gået live på webcam

Borgmester: Ikke vores opgave at betale

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær er ligeledes ærgerlig over, at det går Øresundsakvariet skidt. 

-  Akvariet formidler det unikke havmiljø, vi har i Øresund. Det er ikke kun gæster og turister, som får glæde af det. Det er også vores skolebørn og gymnasieelever, som har stor glæde af det, siger hun til TV 2 Lorry. 

 Det er dog ikke kommunens opgave, at sikre museets overlevelse, mener hun:

- Nu er det jo ikke en kommunal institution, og vi giver i forvejen 400.000 kroner om året. Vi appellerer til, at man finder pengene på finansloven, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.