Stort smil trods lav løn, lav status og sure kunder

I ny serie hylder vi tre lokale finalister i den netop afsluttede konkurrence ”Danmarks sødeste kassedame m/k”. For de smiler når vi andre hænger trætte i køen.

21.587 kr.

Så meget – eller lidt – tjener det menneske, som dag ud og dag ind sørger for, at du kan få dine dagligvarer i det lokale supermarked.

- Selvfølgelig kunne de godt justere lidt på de lavest lønnede, men ellers tænker jeg ikke rigtig over det. Jeg føler ikke, at det er et dårligt job. Jeg føler, at det er et fantastisk job, siger Grith Hansen, der er kassedame i Netto i Dragør.

Hun var én af de tre lokale finalister i konkurrencen ”Danmarks sødeste kassedame m/k”. Tre meget vellidte medarbejdere, som går på arbejde med højt humør og en oprigtig interesse for deres kunder.

- I min verden, så får man det tilbage, som man giver ud. Selvfølgelig har jeg sure kunder, men det er ikke nogen, der angriber mig eller taler ned til mig eller noget som helst, fortæller en af de andre finalister, Jens Steen Christensen, der arbejder bag kassen i Føtex i Hillerød.

93 procent er blevet tilsvinet

Det er desværre ikke det, langt de fleste oplever. Ifølge en undersøgelse – udarbejdet af HK Handel – har hele 93 procent af de butiksansatte oplevet at blive talt grimt til eller chikaneret af kunder. Hele 11 procent er blevet overfaldet fysisk.

- Jeg synes, at det er sørgeligt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man skal gå på arbejde og få så mange grimme bemærkninger i løbet af en arbejdsdag, siger Mette Høgh, der er formand for HK Handel Hovedstaden.

Det hænger nok desværre sammen med, at de fleste ikke forbinder jobbet med noget positivt. YouGov har på vegne af Ugebrevet A4 spurgt folk, hvor meget prestige, de forbinder med 99 forskellige jobbetegnelser. Her ender kassedamen på 94.-pladsen.

Større respekt for kassedamerne

Den endelige vinder af konkurrencen – 74-årige Flemming Rosleff fra Irma i Vanløse, er tidligere læge og hospitalsdirektør, men har alligevel ikke rigtig mærket prestigefaldet.

- Det eneste, jeg mærker det på, det er den lønpose, der kommer, siger Flemming Rosleff med et afvæbnende smil.

Hos HK Handel kunne man godt tænke sig lidt mere i lønposen til kassedamerne, men i særdeleshed en større respekt for deres arbejde og person.

- Det er det vigtigste kunden møder på sin vej, det er rent faktisk kasseassistenten. Fordi det er kasseassistenten, der slutter den gode oplevelse, understreger Mette Høgh.

Du kan se hele serien ”Danmarks sødeste kassedame m/k” her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik