Stort skridt mod baneløsning

I morgen offentliggør Trafikstyrelsen de længe ventede miljøundersøgelser af jernbane-udbygningen mellem Ringsted og København, der kan blive afgørende for baneføringen. Det skriver Dagbladet Køge.

Der bliver taget et stort skridt mod en afgørelse på den omdiskuterede jernbane mellem Ringsted og København, når Trafikstyrelsen i morgen offentliggør undersøgelserne af miljøet omkring de to mulige jernbanestrækninger: En ny jernbane over Køge, eller en løsning med et femte spor langs den eksisterende bane via Roskilde.
Miljøundersøgelserne sendes ud i høring frem til december, hvorefter afgørende kommentarer og indlæg vil blive skrevet ind i redegørelserne, inden de sendes videre til politikerne, der tager endelig stilling til efteråret 2009.
Flere partier har dog allerede en meget klar mening om, hvilken vej banen skal gå, og for trafikordføreren i Det Radikale Venstre, Johs. Poulsen, vil miljøredegørelserne ikke have den store effekt på partiets holdning.
- De får næppe nogen afgørende indflydelse. Der skal virkelig være noget meget graverende til den ene eller den anden side, før det kan ændre det store. Jeg har jo fulgt debatten og bekymringerne, og jeg gætter på, at der er nogle udfordringer ved begge løsninger. Men i samspil med de øvrige argumenter som kortere rejsetid til Fyn og Jylland og behovet for en bedre jernbanetrafik i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen, støtter vi en løsning over Køge, siger Johs. Poulsen.
Dansk Folkeparti har hele tiden været tilhænger af det femte spor.
- Jeg har tænkt mig at studere miljøundersøgelserne grundigt, før jeg tager endelig stilling til den ene eller den anden løsning. Hvis man allerede har besluttet sig inden VVM-redegørelserne er kommet, hvorfor så overhovedet lave dem, siger Kim Christiansen, trafikordfører fra Dansk Folkeparti.
Lige nu støtter Dansk Folkeparti og dele af Venstre løsningen med et femte spor, mens resten af Venstre, de konservative, de
radikale, Socialdemokraterne og SF støtter løsningen via Køge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik