Stort boligområde plaget af duer – nu har jægere skudt 36 styks

Vejleåparken i Ishøj fik lørdag besøg af et hold jægere, som havde til opgave at regulere antallet af vilde tamduer.

Lyden af geværskud rungede lørdag formiddag i Vejleåparken I Ishøj.

Her havde et hold jægere fået til opgave af boligforeningen AAB at regulere bestanden af vilde tamduer i boligområdet.

Duerne udgør nemlig et stigende problem, da de bygger reder på boligblokkene og sviner dem til med deres afføring.

- Nogle kalder duerne for flyvende rotter, fordi deres afføring udgør et bakterieproblem. For det første ødelægger syren fra afføringen betonen, og dernæst maser de sig ind i alle de sprækker, hvor de kan, og lægger afføring, som efterfølgende kan være svær at få fjernet, siger Jan Sørensen, reguleringskoordinator i Kreds Syv i Danmarks jægerforbund, til TV 2 Lorry.

Sammen med en gruppe jægere fra Hedehusene – Fløng Jagtforening, hvor Jan Sørensen også selv er medlem, lykkedes det lørdag at få af flere af kvarterets flyvende plageånder på sigtekornet.

- Vi skød omkring 36 tamduer, og vi var seks mand til opgaven. Det synes vi på et eller andet plan er en succes, siger Jan Sørensen.

Var spændt på beboernes reaktion

Selvom 36 duer nu er tilintetgjort, er der dog stadig et godt stykke vej til, at dueproblemet i Vejleåparken er endeligt løst. Og spørger man Jan Sørensen, så var lørdagens duejagt tiltænkt som et forsøg, hvor man ville afdække, hvordan beboerne ville reagere på jægernes tilstedeværelse.

- Jeg har skudt masser af skader og krager i villakvarterer, men det er første gang, at vi skyder vilde tamduer i et tætbebygget boligområde som Vejleåparken, og derfor var jeg også spændt på, hvordan det ville gå.

- AAB har over 1700 lejemål nede i Ishøj. Så det er jo ikke bare noget, man sådan lige gør. Der er mange nationaliteter, og man skal have styr på, at alle ved besked. Vi kommer jo ikke for at skræmme folk, men fordi vi er blevet bedt om at udføre et stykke arbejde, siger Jan Sørensen.

Borger kontaktede politiet

Boligforeningen havde tidligere på ugen sendt et informationsbrev ud til alle beboerne i Vejleåparken omkring lørdagens dueregulering. Men da Jan Sørensen og hans jagtkolleger bevægede sig rundt med deres geværer mellem boligblokkene, var der alligevel flere personer, som ikke helt forstod, hvad der foregik. 

Tamduernes ekskrementer kan være meget generende, men også duernes kurren kan give søvnløse nætter. Duerne kan endvidere bære smitte af forskellige sygdomme.
Tamduernes ekskrementer kan være meget generende, men også duernes kurren kan give søvnløse nætter. Duerne kan endvidere bære smitte af forskellige sygdomme.
Foto: Nyborg Kommune - pressefoto

Blandt andet modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at der blev skudt med gevær. Men da boligforeningen på forhånd havde orienteret politiet, kunne de dog berolige borgeren med, at skuddene var relateret til duejagten.

- Der var lidt forundring og nysgerrighed blandt nogle af beboerne. Vi mødte også nogle enkelte, der brokkede sig lidt. Men det var personer, som ikke boede i kvarteret, men skulle igennem fra den ene side af Ishøjplanen og over til den anden, og derfor ikke vidste besked. Da vi så fortalte dem, hvad det var, vi lavede, sagde de, at vi bare skulle fortsætte. Så på den måde var det ikke negativt, siger Jan Sørensen.

Ifølge Jan Sørensen er vilde tamduer en såkaldt invasiv art, hvilket betyder, at det er en art, der ikke hører til i naturen.

I modsætning til at skyde eksempelvis måger eller råger har det derfor ikke krævet AAB en tilladelse fra Naturstyrelsen at regulere duebestanden i Vejleåparken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik