00:43

Videoen her er fra den 7-Eleven butik på Friheden Station, hvor rambuktyvene slog til

1 af 2

Storstilet aktion mod indbrudsbande

Tre anholdt efter længere tids efterforskning mod velorganiseret indbrudsbande

Politiet slog i morges til mod en lang række adresser på Københavns Vestegn og ved Roskilde i jagten på bagmændene i en større indbrudsbande, der menes at have stået bag en lang række indbrud og kup af særligt grov karakter.

Tre er anholdt efter politiets aktion, og de er nu sigtet for en lang række forhold, som dækker både indbrud og rambuktyverier.

 

Det er de sigtet for

  • Indbrud og tyveri af pengeskab med indhold i et firma på Tårnfalkevej i Hvidovre den 25/3-16
  • Indbrud og tyveri af pengeskab i et plejehjem på Nørre Boulevard i Køge den 25/3-16
  • Rambuktyveri i 7-Eleven på Friheden S-station i Hvidovre den 28/3-16 ved at have kørt en bil gennem facaden og stjålet et pengeskab med indhold
  • Forsøg på rambuktyveri i et firma på Stamholmen i Hvidovre den 31/3-16 ved at have kørt en bil gennem facaden og forsøgt at stjæle et pengeskab med indhold
  • Indbrud og tyveri af pengeskab med indhold i et supermarked på Trekroner Centervej i Roskilde den 3/4-16.

Udover ovenstående indbrud, så sigtes mændene også for indbrud i villaer og virksomheder i Rødovre, Hvidovre, Roskilde, Måløv, Solrød og Brøndby, hvor der i samtlige tilfælde blev stjålet designermøbler.

De tre mænd er i alderen 21 til 28 år. De er danske statsborgere og har har hverken rocker eller bandetilknytning, oplyser politiet.

Det er den særlige politienhed til bekæmpelse af organiseret indbrudskriominalitet, Taskforce Indbrud, der står for efterforskningen i sagen, og gruppens leder, Bent Isager-Nielsen siger:

-Det er meget tilfredsstillende, at længere tids efterforskning har ført til, at vi i dag har kunnet anholde personerne og dermed få opklaret grove berigelsesforbrydelser, der ikke alene har medført tyveri af værdier, men også har medført, at der skete store skader i forbindelse med gennemførelse af forbrydelserne. Vi forventer, at efterforskningen vil føre til flere anholdelser

De tre fremstilles i grundlovsforhør i retten i Lyngby klokken 13 i dag.