Foto: TV2/Lorry

Stormflodserstatning udskydes igen

De stormflodsramte borgere, hvis huse led store skader ved stormfloden efter decemberstormen Bodil, må væbne sig med endnu en gang tålmodighed i forhold til få en afklaring på en del af deres erstatning.

Det skyldes, at der, efter Folketingets 1. behandling af ændringerne til den nuværende stormflodslov, er stillet en lang række spørgsmål til Erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (Socialdem.).

Politikerne i Erhvervs- og vækstudvalget ønsker derfor nu en teknisk gennemgang af lovændringerne, og derfor er 2. behandlingen af loven endnu ikke datosat.

"Vi er nødt til at få kigget på de tekniske detaljer i ændringer. Blandt andet skal vi have gennemgået spørgsmålet om selvrisiko. Vi må huske på, at borgerne jo ikke betaler præmie til denne forsikring, så derfor må vi have kigget på, hvor meget det koster de danske forsikringstagere generelt at skulle bidrage til de ramtes selvrisiko", siger udvalgsformand Karin Gaardsted (Socialdem.)

Hun understreger, at forsikringsselskaberne allerede nu er i gang med at udregne og udbetale erstatning til de stormflodsramte efter den nuværende lovgivning.

Foreløbig er der fra Venstres Hans Christian Schmidt et ønske om at udskyde lovens ikrafttrædelse til 1. maj 2014.

Se mere på TV2/Lorry kl. 19.30