Storleverandør af ældremad får bøde for rengøring

Det Danske Madhus, der for få uger siden var en del af debatten om vakuumpakket ældremad, har fået en bøde på 20.000 kroner af Fødevarestyrelsen for dårlig rengøring, skriver metroxpress.

Bøden blev givet efter et kontrolbesøg den 24. september i firmaets køkken på Køge Sygehus.

Køkkenet leverer ældremad til 20 sjællandske kommuner og patientmad til sygehuse i Roskilde og Køge.

Før metroxpress i går kontaktede firmaet, var ingen kommuner og sygehuse blevet kontaktet om sagen, siger direktør Henrik Sørensen i Det

Danske Madhus, der dagligt leverer mad til 16.000 ældre og patienter.

»Ifølge kontrakterne skal vi meddele det inden to til fire uger, så det vil vi selvfølgelig gøre nu. Nu har vi aldrig prøvet at få en bøde før. Men vi har haft fat i vores eksterne rengøringsfirma og straks bedt dem gøre hovedrent. Den her sag får os til at overveje, om vi stadig skal bruge et eksternt firma,« siger Henrik Sørensen til metroxpress.

Ifølge rapporten fra Fødevarestyrelsen var den gal med rengøringen i både køkken, på lageret og i opvasken. I rapporten står: 'Det varme produktionskøkkens emhætter stod med kraftige belægninger af snavs, loftet havde kraftige belægninger mellem loftsplader, yderområder mod vinduer.'

Driftschef i Region Sjælland, Mogens Fonseca Pedersen, der står for sygehusene i Køge og Roskilde, lover en reaktion på sagen.

»Det her er ikke acceptabelt. Vi må forvente, de holder de regler, der gælder på fødevareområdet. Vi anser den her sag for kritisk og vil derfor straks tage det op med dem. Derefter vil der komme en reaktion på sagen,« siger han til metroxpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik