Foto: TV 2 Lorry

Storkøbenhavn får mindre kalk i drikkevandet

Drikkevandet i hovedstadsområdet er det hårdeste i Danmark. Nu vil HOFOR gradvist blødgøre vandet frem mod 2024.

Vaskemaskiner og opvaskemaskiner i Storkøbenhavn kan se frem til en væsentlig længere levetid - og københavnerne kan se frem til energibesparelser og et mindre sæbeforbrug.

I løbet af de næste ni år vil HOFOR nemlig skrue ned for kalken i det københavnske drikkevand. Det skriver Bolius.dk.

I dag er drikkevandet i hovedstadsområdet det hårdeste i Danmark. Det betyder blandt andet, at beboerne i Storkøbenhavn døjer med dryppende vandhaner og kalk, der sætter sig fast på badeværelsesfliser og i hårde hvidevarer. Det koster på energifronten og medfører, at de hårde hvidevarer hurtigere bliver slidt.

Men nu skal det være slut med ulemperne ved hårdt vand, melder HOFOR.

- Vi mener, der er en lang række fordele både for den enkelte forbruger, for virksomhederne og for samfundet som helhed ved at gøre det. Lande som Sverige og Holland har allerede gjort det i årevis, siger projektleder i HOFOR, Dorthe von Bülow, til Bolius.dk.

Planen er, at HOFOR i de kommende år vil bygge nye afkalkningsanlæg på alle forsyningsselskabets vandværker. Her skal vandet blandt andet blødgøres ved at tilsætte natriumhydroxid - også kendt som afløbsrens eller kaustisk soda.

- Det lyder måske uhyggeligt, at vi tilsætter natriumhydroxid, som er en stærk base, men man skal ikke lade sig forskrække af det. Det hjæIper udelukkende til at binde kalken til sandet, og det eneste, der går videre, er en ganske lille smule natrium, som knapt kan spores og slet ikke smages. Og drikkevandets kemiske balance overvåges konstant, siger Dorthe von Bülow til Bolius.dk.

Isoleret set vil blødgøringsprojektet betyde, at forbrugernes vandregning kommer til at stige, fordi det koster af bygge og drive afkalkningsanlæggene. Men ifølge HOFOR vil hver forbruger i sidste ende spare 4,40 kroner pr. kubikmeter vand.

For en familie med et gennemsnitsforbrug på 120 kubikmeter om året, svarer det til en årlig besparelse på 528 kroner, oplyser HOFOR.

- Selvom vandregningen stiger, har COWI regnet ud, at især varmtvandsanlæg og hvidevarernes længere levetid, men bl.a. også lavere energiforbrug og mindre forbrug af sæbe og rengøringsmidler samlet set giver en besparelse, siger Dorthe von Bülow til Bolius.dk.