Storklub vil tilbage i ishockeyeliten

Den traditionsrige ishockeyklub Rungsted IK har igen fået mod på en tur i den bedste række.

Det er alligevel ikke helt slut med eliteishockey i Hørsholm Skøjtehal.

Efter Rungsted Cobras' konkurs for to år siden trak den nordsjællandske klub ellers stikket for professionelle forhold, men fra næste sæson vil Rungsted atter være med blandt de bedste.

Ifølge AL-Bankligaen.dk er klubben i gang med at finde investorer, der vil være med på idéen.

- Vi er nu sportsligt klar til at tage skridtet tilbage i den professionelle liga, men det kræver også, at det økonomiske er på plads.

- Vi har prøvet at skaffe den nødvendige finansiering inden denne sæson, men det er klart, at klubben ikke kan løfte dette alene, skriver Rungsted IK's formand Ulrich Foged i et informationsbrev til klubbens netværk.

Klubben satser på en egenkapital på minimum 500.000 kroner.

Rungsted IK er tre gange blevet danske ishockeymestre og var i pokalfinalen så sent som i 2010. Men derefter slap pengene op i det professionelle selskab, og klubben har siden spillet på amatørbasis i den næstbedste række.

Men det er ikke en tilværelse, der er RIK værdig, mener man i klubben.

- Hørsholm/Rungsted mangler sit ishockeyhold, for igennem 70 år har ishockeyen været den sportsgren, som allermest kendetegner lokalområdet.

- Hørsholm Skøjtehal har i årtier været samlingspunkt for kommunens borgere, stedet hvor man lige kan have en snak med den lokale politiker eller en øl med en gammel nabo i forbindelse med de mange kampe.

- Alt dette vil vi have tilbage, lyder det i meddelelsen.