Store Hyledag-guide: Her er alt, du skal vide

Beredskabsstyrelsen tester i dag, onsdag, landets sirener. Her er, hvad du skal vide.

I dag, den første onsdag i maj og 1. maj, er det traditionen tro både dagen, hvor de røde faner skal vejre og dagen hvor der er danskere over hele landet, som stopper op og lytter ekstra godt efter, når klokken slår 12.

Førstnævnte er som bekendt arbejdernes internationale kampdag, mens sidstnævnte er Store Hyledag.

- Gå ind og søg information hos DR og TV 2.

Sådan lyder beskeden, hvis landets sirener hyler. Det meddeler Beredskabsstyrelsen forud for "Store Hyledag", i dag, hvor alle landets sirener bliver testet.

Budskabet blev sidste år mere enkelt efter årtier, hvor beskeden lød, at man skulle gå ind, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information.

- Grunden til, at vi har ændret budskabet, er, at det førhen var meget langt og svært at huske. Og så er det ikke i alle situationer, at man skal lukke døre, vinduer og ventilationer, fortalte Lars Aabjerg Pedersen, der er fungerende kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen til TV 2 Lorry sidste år.

Her hyler sirenerne i hovedstadsområdet
Her hyler sirenerne i hovedstadsområdet
Foto: Google Maps / TV 2 Lorry

Ring ikke 112

Sirenerne blev efter Anden Verdenskrig brugt, hvis der var risiko for luftangreb. Dengang skulle man søge under jorden i beskyttelsesrum, hvis hylene lød.

I dag bliver sirenerne oftest brugt i forbindelse med brande eller kemikalieudslip. Det er for det meste kun få sirener, der bliver tændt, og i 2017 var der tre tilfælde, hvor det var nødvendigt at tænde sirenerne i lokale områder.

(Grafik: Mia Cassens)

Sirenealarmer bliver altid fulgt op af advarsler på sociale medier, pressemeddelelser og beredskabsmeddelelser.

Alarmcentralen oplever et større antal henvendelser, når sirenerne lyder - også den dag, de bliver testet. Derfor understreger Beredskabsstyrelsen, at man ikke skal ringe 112, hvis man hører sirenerne.

80 procent af danskerne kan høre sirener fra sin bopæl

Der findes 1078 sirener landet over, som hver har en rækkevidde på 1-1,5 kilometer.

De blev sat op over hele landet i begyndelsen af 1990'erne i byer med over 1000 indbyggere.

Det svarer ifølge Lars Aabjerg Pedersen til, at 80 procent af landet kan høre det, når sirenerne tændes klokken 12.00 i dag.

Systemet af lidt ældre dato er ikke afhængig af en internetforbindelse og har nødstrøm, hvis der opstår problemer med elektriciteten. Det gør systemet stabilt og troværdigt, mener Lars Aabjerg Pedersen.

De hylende toner kan suppleres med blandt andet en sms-service til døve og hørehæmmede såvel som appen Mobilvarsling.

De vil ligesom de klassiske sirener blive testet onsdag klokken 12.00.

Sirener testes hver nat

Selvom dagen i dag kaldes "Store Hyledag" og af mange betragtes som dagen, hvor systemet skal testes, er det faktisk ikke hele sandheden.

Hver nat klokken 2 bliver sirenerne nemligt testet - men med en frekvens, som det menneskelige øre ikke kan høre.

- Faktisk så tester beredskabet sirenerne hver nat klokken to, men de gør det med en frekvens, som man ikke kan høre, fortalte Jonas Ravig Jørgensen, som er selvudnævnt sirene-entusiast.

TV 2 Lorry var med Jonas Ravig Jørgensen i 2016, da sirenerne kunne høres den første onsdag i maj.

Se gensynet med sirene-manden herunder:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik