Storcenter i ny omgang modvind

Planerne om et 85.000 kvadratmeter storcenter i udkanten af Hillerød By er ramt af en ny omgang modvind, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Et lovforslag fra regeringen stiler mod at begrænse store varebutikker såsom Ikea i byer med færre end 40.000 beboere. Den nuværende planlov sætter grænsen til byer med færre end 27.000 beboere.

Dermed risikerer Hillerød at blive forbigået, da den nordsjællandske hovedby huser lidt over 30.000 indbyggere.

Det såkaldte Møllebrocenter i Hillerød har været i støbeskeen siden 2009, men er blevet bremset af lovgivningen. For byggeri af store butikker i Hovedstadsområdet gælder ud over planloven også et såkaldt landsplandirektiv, som hænger sammen med planlovens bestemmelser.

Derfor holder Hillerød Kommune ekstra øje med planloven og en ny udgave af landsplandirektivet, der også er undervejs på Christiansborg.

- I Hillerød Kommune er vi ikke enige med forslaget til planloven, siger borgmester Kirsten Jensen (S).

Hun vil derfor bede om at tale med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg snarest.

- Vi har kæmpet for storcentret i mange år og vil kæmpe videre, siger hun.

I M. Goldschmidt Ejendomme, som står bag byggeplanerne, tager man lovforslaget med ro.

- Vi tror stadig på, at der kommer et center på Møllebrogrunden, da det handler om landsplansdirektivet, siger projektleder Ulrik Bebe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik