Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Storbyernes børnetal stiger eksplosivt

Københavns store succes med at tiltrække økonomisk stærke børnefamilier risikerer at give landets hovedstad massive problemer med at skaffe nok daginstitutionspladser.

Ifølge en ny og opdateret befolkningsprognose skal der i perioden frem til 2014 etableres ikke færre end 1.098 ekstra vuggestuepladser og 435 børnehavepladser ud over de 3.700 ekstra institutionspladser, der i forvejen er truffet besluning om. Prisen bliver knap en millard kroner.

»Det er fantastisk positivt for en by at opleve et børneboom på den her måde. At folk gerne vil bo og få børn i byen. Men det betyder også, at vi er nødt til at speede byggeriet af nye daginstitutioner op,« siger Københavns børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

På bare et år er befolkningstallet i hovedstaden vokset med 11.334 til 539.542 indbyggere. Det skyldes især, at flere unge er flyttet til byen. Derudover bliver flere børnefamilier end først beregnet boende i storbyen. Og de københavnske kvinder føder rask væk barn nummer to og tre, skriver Berlingske.