Stor svømmehal til halv pris indviet i Høje-Taastrup

I Taastrup har borgerne fået mere svømmehal for pengene. Søndag blev hallen, der er bygget efter internationale mål, indviet og åbnet.

50 meter, ti baner og hæve-sænke-bund i den ene ende.

Sådan lyder specifikationerne på den nye svømmehal, som søndag blev indviet og åbnet for offentligheden i Taastrup. Og spørger man Sandra Ann Kristiansen, er nybyggeriet skønt.

- Det er nogle dejlige omgivelser. Og så er det skønt, at bassinet kan blive stort også, siger hun.

Sandra tager børnene med i svømmehallen flere gange om ugen. Søndag slog de også vejen forbi det nybyggede bassin. 

Den nye svømmehal i Taastrup er en tilbygning til den eksisterende svømmehal. Bassinnet opfylder internationale krav og kan derfor bruges til stævner og mesterskaber.

Det nye bassin er dog primært bygget til borgerne i Høje-Taastrup, der nu kan kaste sig i endnu mere klorvand end tidligere.

quote Vi satser meget på det aktive liv i Høje-Taastrup, og det forudsætter, at at vi har rammerne til det aktive liv

Michael Ziegler (Kons.), borgmester i Høje-Taastrup Kommune

- Vi satser meget på det aktive liv i Høje-Taastrup, og det forudsætter, at vi har rammerne til det aktive liv. Og det får vi jo i særdeleshed her nu med denne nye 50-meter bane, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (Kons.).

Byggeriet sætter nye standarder for, hvordan man bygger svømmehaller i dag. Det har kommunen mærket i det 60 millioner kroner store budget. Skulle byggeriet være opført på konventionel vis, havde den kostet det dobbelte. 

- Vi har valgt at bruge en helt ny teknologi, hvor vi har bygget i to millimeter foliebeklædt stål, i stedet for en halv til en hel meter beton, siger Peter Christensen, der er idrætsfaglig leder i Høje-Taastrup Kommune, og fortsætter:

- Vi har fået markant mere svømmehal for pengene. Vi har ti 50-meterbaner her - og vi har den fleksibilitet, som hæve-sænke-bunden giver os, så vi har virkelig plads til folk her.

quote Vi har fået markant mere svømmehal for pengene

Peter Christensen, Idrætsfaglig leder i Høje-Taastrup Kommune

Spørger man Sandra Ann Kristiansen, er det dog hverken foliebeklædt stål eller ti 50-meterbaner, der står højest på listen, når det gælder roser til den nye svømmehal.

- Det bedste er, at man kan få lov til at udfolde sig, og man kan svømme - og børnene kan lege, siger hun.

Den gamle del af Taastrup Svømmehal skal renoveres i løbet af 2017.

Se TV 2 Lorrys indslag om den nye svømmehal over artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik