Stor politiaktion: Otte anholdt i aktion mod netværk af telefonbedragere

I en koordineret aktion har Københavns Politi torsdag anholdt otte personer for telefonbedrageri mod især ældre medborgere.

Et netværk af telefonbedragere er blevet optrevlet og anholdt.

Københavns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de i en koordineret aktion torsdag har anholdt otte personer på syv forskellige adresser i København og Nordsjælland.

De anholdte mistænkes for at være en del af et netværk, der i løbet af det sidste halve år har specialiseret sig i telefonbedrageri - især rettet mod ældre borgere.

De mistænkte gerningsmænd har ifølge politiet foregivet at ringe til ældre borgere fra tjenester som Nets eller Betalingsservice. Gennem forskellige dækhistorier har gerningsmændene ifølge politiet fået de ældre borgere til at udlevere kontonumre og NemID.

Politiet skriver, at bedrageriet har haft "et meget stort omfang."

- Netværket har ringet til mange personer hver dag og har derved haft et anseeligt økonomisk udbytte, skriver Københavns Politi i pressemeddelelsen.

Efter intensiv efterforskning gennem længere tid af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i tæt samarbejde med Landsdækkende Center for IT-relateret Økonomisk Kriminalitet (LCIK) lykkedes det at slå til i en målrettet aktion torsdag.

Ældre har mistet hele deres opsparing

Gerningsmændene har i deres svindelnummer forsøgt at skabe en stresset situation for de ældre ved at fortælle dem, at de hurtigst muligt skal bruge oplysningerne til at stoppe uautoriserede hævninger.

Hverken Nets eller bankerne ville nogensinde bruge den fremgangsmåde, skriver politiet.

- Vi ser med stor alvor på disse sager, der ofte har uoverskuelige konsekvenser for især ældre mennesker. Der er flere eksempler på folk, der har mistet hele deres opsparing, som ellers skulle være det økonomiske fundament i deres alderdom, siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen.

Giver anledning til at advare om svindlere

Politiet benytter lejligheden til endnu engang at minde borgerne om, at man skal være påpasselig med at dele personlige oplysninger over telefonen.

- Sagen her giver desværre anledning til at advare om, at man under ingen omstændigheder skal udlevere kontonumre eller NemID på baggrund af telefoniske henvendelser. Vi kan dog se, at der er en del, der ikke lader sig snyde, og det er trods alt glædeligt, siger Torben Henriksen.

- Det bedste råd til at undgå at blive udsat for denne her form for kriminalitet er, at du aldrig skal udlevere personlige oplysninger telefonisk eller overføre penge til personer, du ikke har mødt – også selvom du tror, du kender dem, tilføjer Trine Møller, centerchef i LCIK.

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør fredag den 16. august, formentlig bag lukkede døre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik