Stop for skadestuebesøg uden aftale

Når nytårsklokkerne stemmer i ved midnat, gøres der samtidig op med en mangeårig praksis i Region Hovedstaden, nemlig muligheden for at borgeren selv - uden forudgående aftale - kan tage hen på en skadestue, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvert år søger cirka 330.000 såkaldte selvhenvendere til en skadestue. Men fra 1. januar indføres der visiteret adgang til hospitalernes akutmodtagelser og akutklinikker. Det betyder, at man skal ringe 1813 først. Her vil man i første omgang komme til at tale med en sygeplejerske, der - eventuelt sammen med en læge - afgør, om man skal på hospitalet, skal have besøg af en vagtlæge - eller om det kan vente til ens egen læge holder åbent.

Region Hovedstaden har ført en milliondyr kampagne for akuttelefonen 1813, men reelt ved man ikke, om borgerne vil begynde at ringe, før de tager på hospitalet.

- Det er svært at forudse, hvordan borgerne vil ændre adfærd. Men vi regner med, at cirka halvdelen af de 330.000 efter et år vil ringe 1813 først, siger læge Jan Nørtved, der er vagtchef for Region Hovedstadens vagtcentral. Her tages telefonen på 1813 - og de sundhedsfaglige 112-opkald.

Hvor mange borgere, der vælger at ringe 1813, er afgørende for, hvor lange ventetiderne bliver på hospitalernes akutmodtagelser, der fra nytår også skal tage imod de patienter, der tidligere har benyttet lægevagtskonsultationerne.

- Da Region Sjælland indførte telefonisk visitation faldt antallet af besøg på akutmodtagelserne med 20 procent, siger Jan Nørtved. Ingen borger vil dog blive afvist i hospitalsdøren, lover han.

- Man bliver modtaget, vurderet, og så kommer man ind i køen på linje med dem, der har ringet først, siger han.

Fra politisk hold følges overgangen til visiteret adgang via 1813 og overtagelsen af lægevagten nøje. De praktiserende lægers organisation har frarådet sine medlemmer at søge job under den ny ordning, og vagtcentralen har i stedet aftaler med to vikarbureauer , ligesom hospitalerne trækker på frivilligt overarbejde hos egne medarbejdere.

- Den store frygt er, at patienter kommer til at stå uden behandling. Jeg håber derfor at den ny regionsformand snarest mulig tager kontakt med de praktiserende læger, så vi i fællesskab kan finde en løsning, siger regionsmedlem Per Tærsbøl (K).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik