Statsminister Lars Løkke Rasmussen under hans tale til de danske OL-atleter. Foto: TV 2 Lorry

Stolt statsminister: I sprængte medaljeskalaen

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde de store ord fremme, da han tirsdag aften lykønskede de danske atleter i København.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom i sidste øjeblik til den gamle Vilhelm Lauritzen terminal i Københavns Lufthavn.

Her var han sammen med kulturminister Bertel Haarder (V) og overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S) mødt op for at hylde de danske atleter, der har kæmpet for Danmark ved OL i Rio De Janiero.

I talen til atleterne hyldede han danskernes præstation ved De Olympiske Lege, der er den største siden 1948.

- I sprængte vores forventninger med hele 15 medaljer, lød det blandt andet fra statsministeren.

Til TV 2 Lorry fremhæver statsministeren, at de danske atleter har performet fra første dag ved legene.

- Der har været så mange store øjeblikke. Helt fra start, hvor Jacob Fuglsang vandt sølv i landevejsløbet og animerede hele ræset. Og til slut hvor herrelandsholdet vandt guld på den sidste dag. Jeg husker det hele, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på, at han ærgede sig over, at han ikke kunne støtte danskerne selv i Rio.

- Der er så mange ting, som jeg gerne ville have oplevet live. Jeg var inviterede, men måtte takke nej, da jeg sidder og forbereder politiske udspil til efteråret. Jeg er grøn er misundelse på de kollegaer, der har været afsted, siger statsministeren til TV 2 Lorry.

​Havde statsministeren selv deltaget ved de berømte lege, havde den oplagte disciplin ifølge ham selv været ti-kampen.

- Jamen det er også den kamp, som regeringen kæmper lige nu. Der er nogen, der kan slå os i alle discipliner; sætte skatten mere ned, lave en stramme udlændingepolitik og jeg kunne blive ved. I enkeltdiscipliner kan de slå os, men vi er ret gode til det hele.

Statsministeren har selv været igang med de sportslige udfoldelser i dag, hvor han løb Kastelløbet. Men den største bedrift synes han dog er på cyklen.

- Det var vel det første år, jeg kørte til Paris med Team Rynkeby. Jeg har gjort det fire år siden, men det var ret stort den første gang, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 Lorry.