Allerede ved udgangen af oktober måned kunne de ansatte på Danmarks Tekniske Museum highfive hinanden: Der var slået rekord.
Med et resultat på foreløbigt 61.038 gæster ligger museet nemlig allerede over sidste års besøgstal, som endte på 57.002 gæster - hvilket endda var rekorden på daværende tidspunkt.
- Det viser, at vores arbejde med at udvikle museet som hele Danmarks nationale museum for teknologi- og industrihistorie bærer frugt. Museet er det eneste af sin slags i Danmark, hvor der præsenteres én samlet fortælling om industri, teknologi, innovation og videnskab som grundlag for det moderne højteknologiske danske samfund, siger direktør Jesper Buris Larsen i en pressemeddelelse.
I april måned gjorde museet et vaskeægte scoop, da man gaflede den kapsel, der fragtede den første danske astronaut ud i rummet - og hjem igen.
- Jeg kan næsten ikke være i min krop, lød det dengang fra museumsdirektøren.
Se klip fra afsløringen her:
- Potentialet for museet er stort, og vi vil fortsætte udviklingen de kommende år. Målet er ikke at alle danskere skal være ingeniører, men alle skal være klædt på til i langt højere grad end i dag at agere i fremtidens højteknologiske samfund – en opgave vi på Danmarks Tekniske Museum er med til at løfte, lyder det fra direktør Jesper Buris Larsen.
Om museet
- Et specialmuseum med nationalt ansvar for teknologi- og industrihistorie.
- Stiftet i København 1911 af Dansk Industri og Haandværkerforeningen Kjøbenhavn.
- Museet ligger ca. 40 minutters kørsel fra København på Fabriksvej 25 i Helsingør.
- Museet har åbent tirsdag til søndag fra kl. 10 til 16.
- Børn under 18 år er gratis, og entré prisen er 90 kr. for voksne, 80 kr. for pensionister og studerende.