Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry

Stockholm suser forbi København

Stockholm er bedre end København til at tiltrække internationale virksomheder og skabe nye job. Nu skal hovedstadens produktivitet forbedres skriver Berlingske.

Københavns økonomiske vækst er ikke nær så stærk som i Stockholm, som de seneste fem år er vokset med 120.000 indbyggere og nu har 1,4 millioner indbyggere.
»Når internationale virksomheder slår sig ned i Skandinavien, vælger dobbelt så mange Stockholm frem for Øresundsbyen, der består af København, Malmø og Lund,« siger Christian Wichmann Matthiessen, professor og byudviklingsekspert ved Københavns Universitet til Berlingske.
Befolkningstilvæksten i den svenske hovedstad afspejler den vækst, som byen oplever i øjeblikket. De internationale virksomheder skaber nye job, og mens Københavns vækst i BNP ligger på 2 procent, er Stockholm oppe på 4,5 procent.
»Stockholm har førertrøjen af flere grunde. Byen har brugt meget store midler på at markedsføre sig internationalt som »The Capital of Scandinavia« (Skandinaviens hovedstad). Svensk økonomi er Skandinaviens stærkeste og største, og Sverige har meget store virksomheder. Desuden har universiteterne i Stockholm-Uppsala et godt internationalt ry,« siger Christian Wichmann Matthiessen.
Han peger på et paradoks. Øresundsbyen står på flere parametre stærkere end Stockholm: International flytrafik, videnskabelig produktion og Københavns attraktion som turistby. Alligevel vinder den svenske hovedstad.
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), vil nu tage konkurrencen op. Han nedsatte i foråret arbejdsgruppen Copenhagen Business Task Force, som i slutningen af august kommer med forslag til, hvordan København kan skabe vækst. I kommissoriet for gruppens arbejde henvises der direkte til Stockholm, som er »suset forbi København og Danmark i det vigtige kapløb om at vokse økonomisk«. Havde København haft samme vækst som Stockholm, ville det danske BNP have været 110 milliarder kroner højere - »to og en halv gange det beløb, Danmark bruger på hele folkeskoleområdet«, hedder det.
»Når vi kigger på, hvorfor vi ligger så lavt i forhold til Stockholm, er der ét tal, som særligt slår ud. Det er vores lave produktivitet i Danmark og dermed også i København,« siger Frank Jensen.
Dagbladet Børsens tidligere chefredaktør Leif Beck Fallesen står i spidsen for hovedstadens Task Force. Han siger, at det ikke alene er af betydning for hovedstaden at skabe vækst og styrke erhvervslivets muligheder:
»Det er storbyerne, der bærer væksten over hele verden i øjeblikket - også i Danmark,« siger Leif Beck Fallesen.