Stjernerapper høster ros for stilsikkert show i Royal Arena

Kendrick Lamars besøg i København får fine anmeldelser i de danske medier, der giver fire eller fem stjerner.

Han kommer fra gangster-rappens hovedstad i Compton, Los Angeles, og mange anser ham for at være nutidens bedste rapper.

Og amerikanske Kendrick Lamar får fine anmeldelser i de danske medier, der uddeler fire eller fem stjerner.

Den populære rapper gæstede Royal Arena i København torsdag aften, hvor han havde solgt alle billetter på kun 40 minutter. 

Mest positiv er Politikens anmelder, der kalder Lamar "hiphoppens konge" og giver koncerten fem hjerter.

- Jeg har set mange, og mange gode koncerter i løbet af det første år med Royal Arena. Men jeg kan ikke huske at have oplevet noget lignende. 

- En euforisk stemning fra hujende, kaotiske og råbende folk skyllede som vandfald af begejstring fra allerøverste pladser ned mod scenen, skriver anmelderen.

Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo uddeler fire stjerner til amerikaneren.

- Rapperen Kendrick Lamar væltede København, hvor 16.000 fans gik bananas til velfungerende show, står der blandt andet i anmeldelsen. 

Anmelderen pointerer alligevel, at showet ikke var i verdensklasse. Det fungerede dog meget godt, skriver han.

- Stor kunst var det ikke. Svimlende musikalsk var det heller ikke. Det virkede bare. Lamar stod alene på scenen - bortset fra besøg af en danser og, øh, ninjatype - men det var rigeligt, og bevæbnet med blot sit suveræne, snøvlende flow styrede han folkemængden uden at overanstrenge sig, skriver Thomas Treo.

Også Jyllands-Posten uddeler fire stjerner til Lamar. Også her nævner anmelderen det minimalistiske show.

- Han var i bund og grund kommet for at underholde og lod derfor sangene tale for sig selv og demonstrerede sit værd som rapper. Det virkede så let, men det er så svært at holde tempo og stil, som han formåede. Og han kunne ikke krybe i skjul, skriver anmelder Peter Schollert. 

Han tilføjer dog, at koncerten var "et troværdigt trip, som til tider blev lidt kedeligt".


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik