Stime af kæmpetun overraskede safarigæster på fuglejagt i Øresund

En havfuglesafari på Øresund udviklede sig sidste søndag helt anderledes end forventet, da en stor tunstime viste sig og sprang foran et begejstret publikum.

Øresundsakvariet har i nogle år afholdt offentlige havfuglesafarier i oktober måned, og i søndags blev den første af slagsen afholdt.

Men selvom de interesserede fugleentusiaster kunne glæde sig over at se flokke af især suler og sildemåger, så var det pludselig en helt anderledes oplevelse, der endte med at stjæle al fokus, da båden befandt sig mellem Hornbæk og Kullen i Øresund.

quote Hvis man forestiller sig en stor kummefryser, der er fyldt med kød, og som bliver smidt ned på vandoverfladen

Jens Peder Jeppesen, akvariechef hos Øresundsakvariet

For mens de sultne fugle flokkedes om et særligt område på størrelse med et par fodboldbaner og dykkede ned efter fisk i havet, brød overfladen 100 meter fra båden pludselig ud i et inferno af skumsprøjt.

Kæmpe tun på jagt

Her blev folkene ombord blandt andet vidner til en mægtig tun, der jagtede byttefisk rundt i overfladen, og urolig vandoverflade indikerede, at flere tunfisk jagede lige under overfladen i en kæmpe stime med op mod 50 tunfisk, beretter akvariechef og havbiolog Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet.

En båd på havfuglesafari i Øresund blev pludselig overrasket af springende tun.
En båd på havfuglesafari i Øresund blev pludselig overrasket af springende tun.
Foto: Øresundsakvariet

Den næste halve time sås ikke mindre end ti store plask samt to springende tunfisk, hvoraf den ene var henved 300-400 kilo.

- Man kan desværre ikke se det så godt, men i starten af videoen, hvor jeg råber op, der er der lige en tun på op mod 400 kilo, der er sprunget lodret op i luften og lander på ryggen i et mægtigt plask. Det var et fantastisk syn, og hvis jeg havde haft noget ordentligt optageudstyr med, så havde det været lige til National Geographic, for vi så altså de her tun 20 meter fra båden, siger Jens Peder Jeppesen til TV 2 Lorry.

- Det er once-in-a-lifetime, at fange en tun på kamera, fordi den svømmer altså 80 km/t, og er en af verdens hurtigste fisk, tilføjer han.

Stor som en kummefryser

- Hvis man forestiller sig en stor kummefryser, der er fyldt med kød, og som bliver smidt ned på vandoverfladen, er det et meget godt billede på, hvad der sker, når den store fisk vælger at hoppe ud af vandet og lander igen efter jagt på makrel og sild, siger Jens Peder Jeppesen.

Den atlantiske tun, som også kaldes blåfinnet tun, er den største af tunarterne, og de allerstørste kan blive mere end tre meter lange og veje 700 kilo.

De seneste år er tunen begyndt at vise sig i Øresund igen efter cirka 55 års fravær. Den ankommer normalt i Øresunds smalle farvand sidst i august, og nogle år bliver den her oktober måned ud alt afhængig af fødemængden og temperaturen i det sene efterår.

quote Særligt de sidste tre år har vi registreret et stigende antal observationer, og i 2019 har det nået nye højder

Jens Peder Jeppesen, akvariechef hos Øresundakvariet

Efter den har fyldt sig med sild, makrel og hornfisk i Øresund hele efteråret, tager den fuldfed tilbage til sin vinterresidens i den vestlige del af Middelhavet og vest for Gibraltar og ned mod Afrika.

Flere af de ombordværende fugleentusiaster, der deltog i havfuglesafarien søndag den 6. oktober, tilkendegav efterfølgende overfor Jens Peder Jeppesen, at de aldrig har oplevet noglet lignende, selvom flere har været på forskellige tun- og hvalsafarier rundt om i verden.

17-årig har fanget årets bedste skud

Den 25. september optog den 17-årige svensker Frederick Berg en masse tun på video, og de optagelser er ifølge Jens Peder Jeppesen årets bedste skud af tun i Øresund.

 

- Siden 2010, hvor vi faktisk så den første tun springe foran Hornbæk Plantage efter mange års fravær, har vi hvert år registreret vores egne og andres mulige observationer af fouragerende tun i Øresund, og særligt de sidste tre år har vi registreret et stigende antal observationer, og i 2019 har det nået nye højder, siger Jens Peder Jeppesen.

Aldrig før siden 40’erne og 50’erne er der registreret så mange tun i Øresund. Herunder kan du se de registrerede observationer fra 2019.

Øresundsakvariets tunlog i 2019

D. 23. august Jan fra havnen siger, at ornitologer har set store flokke af kjover, suler og sildemåger gå til angreb ude midt i Øresund og hen mod Plantagen. Kunne indikere, at tunflokke er kommet med de store havfugle, som typisk følger dem ned i Sundet.
 

D. 23. august Peter Rask Møller ringede og sagde, at skipperen fra Juventus havde nævnt at have set et stort plask indikerende en tun nede ved Nordvestrevet. Skipper har også set tun springe i 2018, så han ved hvordan, det ser ud. Ligeså ser han mærkelig adfærd hos makrellerne, som indikerer, at der kunne være tun i Sundet nu.

 

D. 24. august. Ulrik Villum ringede d. 26. august for at fortælle om en observation, han aldrig havde set før i Øresund. Ude ved M4 bøjen (midtfarvandsbøjen) oplevede han om lørdagen d. 24. august kl. 7.00, at havet ligesom kogte af fisk i overfladen. Tusindvis af sildelignende fisk bølgede op og ned i overfladen. Fiskene lignede flyvefisk. Han havde i 30 år aldrig set noget lignende.
 

D. 28. august. Akvariet er på marsvinsafari på Øresund, og her ser skipper Jens og bedstemand Marianne noget bevægelse i overfladen ca. 50 meter fra gummibåden. Sekunder senere ser Marianne en tun springe halvt ud af vandet over mod svensk side.
 

D. 1. september. Akvariet afholder tunsafari på Øresund med fokus på tragten og nordlig del. Jens ser smalle tunfinner i overfladen én gang i området samt ”stillevandsplet” indikerende tun i overfladen i sejlrenden Sophiaro - Helsingør/ Helsingborg.


D. 4. september. Tun set springe og i overfladen på Ophelia. Var ude på økosystemsundersøgelse med gymnasieklasse, da skipper Jakob Larsen og bedstemand Thomas Christensen først ser en sildestime hoppe ud af vandet i panik, og derefter springer en og to tun ud af vandet i mægtige plask. 

 

D. 6. september. Jeanet fra akvariet står med kikkert fra etageejendommen på Strandpromenaden og kigger op mod området Sophia Ro. Tre tun springer fri af vandet og lander i store plask.
 

D. 9. september. Landskronabåtarna i Sverige så tunfisk springe. Nogle af passagerne + besætning så tunfisk springe ca. 100 meter fra båden i det meget fine vejr. 
 

D. 9. september. Jonny Magnusson var skipper på følgebåd til et helt hold havsvømmere, som svømmede fra Ven til Sverige. På vejen over østlig side af Ven filmede man med 360 graders kamera en atlantisk tun i overfladen ca. 75 meter væk fra havsvømmerne og ca. 100 meter væk fra følgebåden. Der var ca. 25 meter fra følgebåd til havsvømmere.
 

D. 13. september. Nils Villadsen Nielsen, chef kaptajn på Sundbus Pernille, observerede d. 13. september kl. 19.40 to springende tun i området Nordbøje for disken - Helsingborg. Derudover observerede han og besætningen streger og uroligt overfladevand, som efter jagende tun imellem bølgerne i det hårde vejr.
 

D. 19. september. Skoletur med Ophelia. Besætningen på Ophelia ser tre tun springe i det smalle stræde mellem Helsingør og Helsingborg.
 

D. 23. september. Gymnasieklasse fra Øresundsakvariet og besætning ser springende tun ca. 30 meter foran den videnskabelige kutter Ophelia. Mindst tre synes i overfladen og mange lurede under overfladen.
 

D. 25. september. Frederick Berg, en 17-årig svensker, filmer tun, der plasker og springer fri af vandet ved M4 bøjen ud for Helsingborg. Alle store tun mellem 300-400 kilo.
 

D. 5. oktober. Jeanet Nielsen, receptionist på Øresundsakvariet, spottede i fuglekikkert fra sin lejlighed i Helsingør tun i området midtsunds mod Hittarp i Sverige. Meget store plask i en halv timetime indikerende en større flok.
 

D. 6. oktober. Under Øresundsakvariets og årets første havfuglesafari oppe i den øvre del af Øresund spottedes mindst 10 store plask og spring over enhalv timers periode. Det blev vurderet at der var stort antal tun i området dvs. mellem. 20-50 tun og de blev vurderet til hver at veje 200-400 kilo.
 

D. 6. oktober. Joachim Warfvinge fra Sverige så en meget stor hoppende tun ca. 2 kilometer ombord hans båd udenfor Vikens havn kl. 13.00. Tunfisken hoppede højt over vandet ca. 200 meter fra båden.

 

Kilde: Øresundsakvariet

Det var dog ikke kun tun, som der blev set mange af på denne havfuglesafari. Jens Peder Jeppesen fortæller også, at der omkring båden i perioder flokkedes hundredevis af marsvin.

Øresundsakvariet afholder årets sidste marsvinsafariture mandag den 14. samt onsdag den 16. og fredag den 18. oktober - alle dage fra kl. 10-12 og fra kl. 13-15. Tilmelding skal ske på akvariets hjemmeside.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik