Stilladset på kollapset motorvejsbro måtte forstærkes flere gange

Entreprenørkonsortiet bag den kollapsede motorvejsbro på Egebækvej i Gl. Holte, CG Jensen og Barslund, har flere gange måttet forstærke sin konstruktion inden ulykken i lørdags.

Det afslører Erik Larsen, der er anlægschef i Vejdirektoratet, overfor Ingeniøren.

- Der har været nogle korrektioner på stilladset derude, som i princippet er kommet fra entreprenøren selv. Hans stilladskoordinator har gennemgået stilladset, og der er iværksat nogle forstærkninger på væsentlige områder. Men det er jo alt sammen lavet forud for støbningen, siger han.

Erik Larsen tilføjer, at der aldrig bliver givet tilladelse til at støbe, før man er sikker på, at alle regler er overholdt.

I 2006 kollapsede en motorvejsbro ved Aalborg, og dengang var det netop fejl i stilladskonstruktionen, der var synderen. En person mistede livet, og flere kom alvorligt til skade.

Ingeniøren har modtaget henvendelser, der peger på, at Vejdirektoratet flere gange har bremset igangsætningen af støbearbejdet, da man ikke var sikker på, om forskallingen var stærk nok. Erik Larsen kan hverken be- eller afkræfte det, og han kan ikke gå i detaljer med ændringernes karakter.

- Jeg er ikke nede i de detaljer, men på mange af vores projekter sidder der jo folk og tjekker entreprenørens dokumentation. Det betyder sommetider, at entreprenøren må korrigere sit projekt, og det er også sket i dette tilfælde, siger han.

Arbejdet med den nu kollapsede bro på Egebækvej blev så sent som i august meldt forsinket af Vejdirektoratet. Begrundelsen var blandt andet blød jord, som komplicerede arbejdet med fundamenterne.

Ifølge Erik Larsen har teknikere indtil videre afvist, at blød jord har været problematisk for fundamenterne i forbindelse med ulykken. Og han fastholder, at det er forsvarligt at støbe broer med kørende trafik nedenunder.

- Ja, vi mener da bestemt, at det er forsvarligt, og det har hele tiden været vores tilgang til det. Men vi afventer selvfølgelig redegørelsen fra den ekspertgruppe, som politiet har nedsat, for at se, om der er noget i regelsættet, der ikke er godt nok. For det er uacceptabelt, at sådan noget sker, siger Erik Larsen.

To mennesker mistede sidste år livet i et brokollaps i Trondhjem i Norge. Dér blev stilladsfirmaet Master Solutions sigtet for tab af menneskeliv og ødelæggelse af fremmed ejendom.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik