Stilladsarbejdere i protest: Blokerer adgang til byggeplads

100 stilladsarbejdere blokerede i morges adgangen til byggepladsen ved Amagerværket. De mener, der foregår social dumping med udenlandsk arbejdskraft.

Stilladsarbejderne i hovedstadsområdet satte i morges arbejdet på pause i nogle timer og samledes i stedet for at blokere adgangen til byggepladsen ved Amagerværket.

quote Hvis de danske uddannede stilladsarbejdere får 200-235 kroner i timen, så får de tjekkiske og slovakiske kun 135 kroner i timen.

John Ekebjærg-Jakobsen, Formand, Stilladsarbejderne Brancheklub af 1920

Baggrunden for blokaden var, at der ifølge stilladsarbejderne foregår social dumping på arbejdspladsen, hvor tjekkiske og slovakiske stilladsarbejdere udfører arbejdet til meget lavere løn end danske stilladsarbejdere - selvom de alle er uddannede.

- Hvis de danske uddannede stilladsarbejdere får 200-235 kroner i timen, så får de tjekkiske og slovakiske kun 135 kroner i timen, siger formanden for Stilladsarbejderne Brancheklub af 1920 John Ekebjærg-Jakobsen.

Formanden var i morges taget ud til Amagerværket for at opfordre sine medlemmer til at stoppe blokaden, der er ulovlig - men uden held, da stilladsmedarbejderne ville proteste mod den sociale dumping, de mener, finder sted på byggepladsen og som også er ulovlig.

Ifølge stilladsarbejderne arbejder der op mod 50 udenlandske stilladsarbejdere på byggepladsen, mens HOFOR kun har oplyst over for dem, at der arbejder 30.

 - Vi har tidligere kunne søge aktindsigt i portlisterne på byggepladsen, som viser, hvem der kommer og går. HOFOR skal så bede om at få portlisterne udleveret af det vagtfirma, der styrer sikkerheden på byggepladsen, men det er de stoppet med at bede om, siger John Ekebjærg-Jakobsen og tilføjer:

- Derfor kan vi ikke via offentlighedsloven få aktindsigt i portlisterne og få undersøgt, hvor mange, der rent faktisk arbejder derinde.

HOFOR afviser påstand

Ifølge stilladsmedarbejderne har HOFOR, der primært ejes af Københavns Kommune, lukket af for dialog, hvorfor de har mistanke om, at der foregår social dumping.

quote De folk, der arbejder på voresprojekter, skal have løn- og arbejdsforhold svarende til overenskomsten på det pågældende område. Dette krav fremgår af vores kontrakt til alle leverandører - og det skal overholdes.

Astrid Skotte, Pressechef, HOFOR

Hos HOFOR fortæller pressechef Astrid Skotte til TV 2 Lorry, at man håber på en hurtig løsning i forbindelse med dagens blokade ved Amagerværket af hensyn til produktionen af el og fjernvarme.

Med hensyn til kritikken fra stilladsmedarbejderne informerer man fra HOFOR's side om, at det er et ufravigeligt krav, at leverandører og underleverandører overholder de danske overenskomster.

- De folk, der arbejder på vores projekter, skal have løn- og arbejdsforhold svarende til overenskomsten på det pågældende område. Dette krav fremgår af vores kontrakt til alle leverandører - og det skal overholdes, siger Astrid Skotte til TV 2 Lorry.

Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra HOFOR på den kritik, som stilladsarbejderne retter mod deres manglende indsamling af portlisterne - som stilladsmedarbejderne derfor ikke kan søge aktindsigt i.

Men Astrid Skotte forsikrer om, at der ikke foregår social dumping hos HOFOR , som kritikerne påstår kan være tilfældet.

-  Vi fører opsyn gennem løbende stikprøvekontroller, hos de firmaer, der arbejder på vores projekter. Et eksternt firma, Bureau Veritas, har tidligere på året tjekket forholdene for en gruppe stilladsarbejdere og er pt. i gang med at tjekke stilladsarbejdere fra et andet firma, siger Astrid Skotte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik