Stilhed i politikreds: "Vi kan godt mærke, at Danmark spiller fodboldkamp"

Noget tyder på, at selv de kriminelle ser fodbold. Hos Nordsjællands Politi stod det meste i hvert fald stille i to gange 45 minutter, mens Danmark spillede VM-kamp mod Frankrig.

Tirsdag eftermiddag var der tæt på bumstille på hovedstationen hos Nordsjællands Politi i Helsingør.

Kun ganske få gange ringede telefonen - men langt mindre end den plejer. Ifølge Nordsjællands Politi skyldes stilheden formentlig, at mange brugte tirsdag eftermiddag foran skærmen istedet for at sidde med telefonen i hånden. 

- Vi har haft opkald, men vi kan godt mærke, at Danmark har spillet fodboldkamp. Der har været lidt mere stille og roligt, end der normalt er på en eftermiddagsvagt, siger Michael Hansen, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Læs også Fire unge dømt for forsøg på at tilslutte sig IS

Ifølge politiet kan noget nemlig tyde på, at fodbolddanmark også tæller både indbrudstyve og andre kriminelle.

Derfor var det ikke ligefrem stress og jag, der prægede tirsdag eftermiddag hos Nordsjællands Politi. Men der var dog fortsat politiarbejde, som skulle løses, forsikrer vagtchefen.

- Der er altid småting. Men vi kan godt mærke, at telefonerne ikke ringer lige så meget. Vi har været klar til at hjælpe alle hele vejen igennem, siger vagtchefen, der oplyser, at den ikke bare stod på TV-sening, mens Danmark spillede sig til et uafgjort resultat, som betyder, at det danske landshold nu er klar til ottendedelsfinalerne ved VM i Rusland.

- Det er jo ikke sådan, at vi bare sætter os ned og ser fodbold, vi arbejder jo stadigvæk, siger Michael Hansen til TV 2 Lorry. 

Læs også Ny øl-trend kan forhindre spiritusulykker