Stigning i skud på åben gade

14 personer blev natten til i går anholdt for at skyde med skarpt på Amager i København i en konflikt mellem rockere og indvandrere. Dermed er antallet af skyderier på åben gade oppe på 30 i år mod 20 hele sidste år. Det erfarer Berlingske Tidende.

Antallet af skud på åben gade i København er i år
vokset til omkring 30 frem til i går mod ca. 20 hele sidste år.
Det viser de nyeste tal fra Københavns Politis analysekontor.
Alene natten til i går blev 14 personer anholdt, 11 med relation
til rockergruppen Hells Angels og tre øvrige med
indvandrerbaggrund for et skyderi ved Amager Centret i
København. Alle er løsladt igen, oplyser efterforskningsleder
Emil Jensen fra Station Bellahøj. Det skriver Berlingske
Tidende. Skyderiet kommer ifølge kriminalinspektør Ove Dahl fra
Københavns Politi ovenpå en række hændelser den seneste tid,
hvor personer med relation til rockerkredse har været i konflikt
med indvandrergrupper. »Der er en løbende konfrontation mellem
de forskellige grupperinger. Vi har set syv-otte skudepisoder i
København den seneste måneds tid med de samme motiver,« siger
Ove Dahl, som forudser flere skud den kommende tid og håber, at
ingen udenforstående bliver ramt. »Vi gør, hvad vi kan for at
skærpe patruljeringen, men når man afgiver skud i et
befolkningstæt område, så er det en risiko,« siger han. Kim
Kliver, leder af Politiets Nationale Efterforskningsstøttecenter
(NEC), understreger, at der med konflikten mellem de to
grupperinger ikke er tale om en rockerkrig i Danmark, som vi så
mellem Hells Angels og Bandidos i 1990erne. Men der er tale om
en alvorlig konflikt. »Vi har igennem et stykke tid set, at der
har været en stærkere manifestation mellem grupperinger
adskillige steder i Danmark, og vi ser med stor alvor på den
udvikling, fordi den har ført til konfrontationer, hvor der har
været anvendt våben,« siger han. Ifølge ham handler motiverne om
at positionere sig i forhold til det kriminelle marked og om
ære. »Vi ser ofte, at når der har været en konfrontation, så
skal den gengældes,« siger Kim Kliver. Ifølge Politiet på
Station Bellahøj blev ingen ramt af skuddene, der faldt på
Brysselgade lige ved Amager Centret. Det skriver Berlingske
Tidende.