Stewardessemorder risikerer forvaring

Rumæneren, der i marts dræbte en norsk stewardesse, risikerer indespærring på ubestemt tid.

Anklagemyndigheden åbner op for muligheden for at kræve en af de strengeste straffe i dansk ret til den 59-årige rumæner Marian Clita, der mistænkes for at have dræbt den norske stewardesse Vera Vildmyren på hotellet Radisson Blue Scandinavia på Amager i marts.
     
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, der netop er blevet offentliggjort. Et anklageskrift, der også beskriver, hvordan rumæneren med "talrige slag" gennembankede og brugte kniv mod sit sagesløse offer.
     
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas tager i anklageskriftet "forbehold for påstand om forvaring". Det betyder med andre ord, at hun anser Marian Clita for at være så farlig, men dog ikke sindssyg, så han kan idømmes en tidsubestemt fængselsstraf.
     
Det brutale drab fandt sted på hotellets værelse 2025 den 1. marts i år klokken otte om aftenen.
     
Vera Vildmyren var ankommet til hotellet ved 16-tiden sammen med tre kolleger fra luftfartsselskabet SAS. Men det, der skulle have været en aften på hotel som så mange andre, endte med at blive skæbnesvanger for den norske kvinde.
     
Marian Clita, der i sit hjemland er straffet adskillige gange for drab, tyveri og våbensmugling, var nemlig på rov, og hans tilfældigt udvalgte offer blev med den overdrevne vold ikke levnet en chance for at overleve, mener anklagemyndigheden.
     
Vidner fortalte, at de hørte stewardessen skrige i flere minutter, men da hjælpen kom, var det for sent, og gerningsmanden var over alle bjerge.
     
Marian Clita meldte efterfølgende sig selv på en politistation i Malmø, og han blev udleveret til Danmark og har siden siddet varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig i sigtelsen for drab, men erkender vold med døden til følge.
     
Vold med døden til følge kan give fængsel i op til 10 år. Et rovmord giver som hovedregel 14 års fængsel, men Marian Clita risikerer altså indespærring på ubestemt tid, hvis retten skulle nå frem til en forvaringsdom.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik