Stenkastere angriber vagtfolk ved Askerød

Også en politipatrulje blev udsat for stenkast, og politiet sendte mere mandskab for at sikre ro og orden.

En større styrke af politibetjente rykkede natten til torsdag ud til boligbyggeriet Askerød i Hundige, der ligger sydvest for København, efter stenkast mod vagtbiler og en patruljevogn tidligere på natten.

Politiet blev i første omgang alarmeret ved 1-tiden, hvor vagtfolk fra sikkerhedsfirmaet G4S fik smadret ruder i deres biler på en Shell-tank i nærheden, da en gruppe unge mennesker kastede med sten. De unge stak derefter af og ind i Askerød.

- Da politiet kom frem, kastede de også lidt med sten efter en patruljevogn, fortæller vagtchef Allan Kronvold fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Derefter har vi været nede med en lidt større styrke i nogle timer og gået noget patrulje, så der nu er kommet fred og ro igen, tilføjer han tidligt torsdag morgen.

Politiet har ikke anholdt nogen, og det vides ikke, hvad der ligger forud for stenkasteriet.

Det er dog ikke første gang, at ordensmagten har problemer med stenkastere i det pågældende område.

I slutningen af juli kastede en større gruppe unge blandt andet brosten mod en bus, der fik knust tre ruder, og samme nat blev der sat ild til to biler på Godsvej. Da politi og brandvæsen nåede frem, blev de mødt med stenkast.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik