Sten for sten: Gammelt posthus til salg

Det gamle posthus i Glostrup blev revet ned for to år siden. Nu kan man snart købe et solidt minde fra den gamle bygning.

Det gamle elefanthus i Købehavns Zoologiske Have blev for år tilbage solgt til folket i små bidder. Sten for sten. Det blev dog ikke den store salgssucces. 

Men noget kunne tyde på, at Glostrup Kommune får mere held med deres murstenssalg end Zoo havde. 

Kommunen rev for fire år siden det gamle posthus ned. Bygningen var prydet af meget ikoniske mursten, der var præget med posthorn og krone. Efter nedrivningen har flere interesserede borgere henvendt sig til kommunen for at få fingrene i det gamle sten. 

 
 
Foto: Byhistorisk Hus Glostrup

Og på baggrund af den interesse, besluttede kommunalbestyrelsen i marts i år at sætte 1.000 af de gamle mursten i salg. 

- Dem som er født og opvokset i Glostrup har en historik med posthuset og vi regner med at alle sten bliver solgt på dagen, siger Lotte Olsen, kommunikationskonsulent i Glostrup Kommune til TV 2 Lorry.

Mere end bare mursten

Camilla Lynggaard Boysen, leder af Byhistoriske Hus i Glostrup, er overbevist om, at grunden for at interessen er så stor for de gamle mursten, er, at den gamle bygning er forbundet med udvikling. Den udvikling, der har sat Glostrup på landkortet.

quote Mange har haft familiemedlemmer som har arbejdet på posthuset og derfor vil mange yngre også gerne have en bid af den historiske kage

Camilla Lynggaard Boysen, leder af Byhistorisk Hus Glostrup

- Glostrup var en af de første stationsbyer, og da posthuset blev bygget lige op ad stationsbygningen, kom man til at forbinde posthuset med indgangen til Glostrup. Mange har haft familiemedlemmer, som har arbejdet på posthuset, og derfor vil mange yngre også gerne have en bid af den historiske kage, siger Camilla Lynggaard til TV 2 Lorry.

På Glostrups kommunes facebookside fremgår det også tydeligt af et opslag om de bevarede mursten, at der er stor interesse for de udsmykkede mursten.

Flere skriver, at de har haft forældre, som har arbejdet på posthuset i mange år, og derfor har stenene helt særlig værdi for dem.

Mursten med historie

Posthuset i Glostrup har både beskæftiget mange Glostrup-borgerne, samtidig med at huset har været noget af det første, man har kunnet se, når man steg af toget på Glostrup Station.

- For Glostrup-borgere er posthusets mursten uden tvivl noget helt særligt, fordi det altid har været en del af bybilledet, siger Camilla Lynggaard Boysen til TV 2 Lorry.

Murstenene sælges på den lokale festival, Glostrup Festival, som afholdes lørdag d. 31 august og prisen på de mindeværdige mursten er 50 kroner stykket. Interesserede købere skal dog regne med allerhøjest at kunne købe to sten per person.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik