03:16

Steffan så røveri: Ansat blev overhældt med salmiakspiritus

Steffan Nielsen blev ufrivilligt vidne til et røveri I Kiwi på Uplandsgade i København - et røveri hvor en 28-ansat fik smidt salmiakspiritus i ansigtet.

For 22-årige Steffan Nielsen, der bare skulle have et par småting i Kiwi på Uplandsgade på Amager i København,  blev det en hæslig indkøbstur, han sent kommer til at glemme.

For da han nåede kassen opdagede han, at noget helt forkert var i gang. En mand var i færd med at tømme kassen for kontanter. Og stemningen var trykket i butikken.

- Folk bliver meget utrygge. Du kan bare se på dem, at de bliver bange. Du kan se panikken i øjnene, fortæller han til TV 2 Lorry. 

Folk bliver meget utrygge. Du kan bare se på dem, at de bliver bange. Du kan se panikken i øjnene

Steffan Nielsen

Røveriet fandt sted kort før klokken 18 torsdag aften og blev begået af to yngre mænd, som politiet lige nu jagter.

Ikke mindst fordi mændene, i deres hungren efter kontanter, smed salmiakspiritus i ansigtet på en 28-årig ansat. Han flygtede derfor væk fra kassen. Ned i bagbutikken, hvor kunderne også søgte tilflugt:

- På vejen tilbage,  kommer han så løbende imod mig, hvor han er helt rød i ansigtet af noget ætsende effekt, forbrændningseffekt, forklarer Steffan Nielsen, der frygtede, hvad der videre kunne ske. 

Læs også 17-årig anholdt under dramatisk aktion: Tilstår flere røverier

- Jeg var lidt bange for, han skulle gøre os alle sammen noget, for nu var det jo gået ud over en.

Kunderne forsøgte at komme ud af butikken ad bagvejen. 

- Der var sådan en dør, en ståldør. Vi prøvede at komme ud, men vi kunne ikke komme ud, fortæller han om de minutter, der føltes som en time.

Til sidst søgte de ud via hovedindgangen. Røverne var flygtet, og umiddelbart efter kom politiet stormende ind i bygningen, fortæller Steffan Nielsen. 

Læs også Seks ud af 10 betjente vil væk fra politiet i Storkøbenhavn

Den 28-årige ansatte, der blev angrebet med salmiakspiritus, blev efter røveriet kørt til Rigshospitalet. Han blev ifølge Kiwis kommunikationsmedarbejder, Maria Noel, udskrevet fredag morgen og slipper formentlig uden varige mén. 

Steffan Nielsen forsøger nu at lægge den dramatiske episode bag sig:

- Jeg må sige, jeg stadig er chokeret over, hvor tæt det kommer på en, siger han.

Københavns Politis efterlysning af de to røvere

A.
Mand, yngre, ca. 180 cm høj, kraftig af bygning, iført sort jakke med hætte og med noget blankt/gråt på begge skulderpartier, fast skygge på hætten med et hvidt emblem.
Gråt klæde dækkende underansigtet.
Blå jeans, og sorte sko.
Iført sorte handsker.
Han undkørte på en cykel.

B.
Mand, yngre mere end 180 cm høj, iført sort jakke med hætte og hvid refleks i nakken.
Bourdeux trøje uden hals, og turkis klæde dækkende underansigtet.
Sorte Adidas bukser med mørkeblå striber.
Blå løbesko med hvide såler.
Sorte handsker.

Gerningsmændene flygtede i retning mod Øresundskollegiet på cykel med en metalcykelkurv på bagagebæreren.

Københavns Politi kan kontaktes på 114.