Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Status på nedrevet køreledning: Der er stadig problemer

Der bliver ikke åbnet op for Linje A resten af dagen i dag. Sådan lyder det fra Banedanmark.

Siden mandag morgen har der været indsat togbusser mellem Åmarken og Vallensbæk, og sådan vil det være resten af dagen. Det er vurderingen fra Banedanmark mandag eftermiddag.

Årsagen er, at der på strækningen mellem Brøndby Strand Station og Avedøre Station er blevet revet en køreledning ned, og det har samtidig aflyst alle S-tog på strækningen indtil videre. 

Læs også Nedrevet køreledning koster S-tog: Nu kører der togbusser

- Status er, at vi er i fuld gang med at forsøge at løse problemet. Vi har nogle gode folk på stedet for at reparere køreledningen. De arbejder på højtryk, lyder det fra Christopher Mortensen, der er pressemedarbejder i Banedanmark.

Banedanmark kan endnu ikke afgøre, om de når at løse problemet inden i morgen, og det er derfor for tidligt at sige, om togdriften igen vil være normal tirsdag.

Det er også uvidst, hvad der er årsag til, at køreledningen er blevet revet ned.

- Vi fokuserer på at løse problemet lige nu i stedet for at lave detektivarbejde, siger Christopher Mortensen.

Læs også Se kortet: Så travl bliver din metrostation i fremtiden

DSB oplyser, at togbusserne, trods udfordringer i morges, har kørt, som de skal, resten af dagen.

- Vi opfordrer folk til at tage hjemmefra i god tid, fordi det tager ekstra tid med togbusserne, siger DSB's pressevagt.

Samtidig opfordrer Banedanmark til, at man holder sig opdateret på rejseplanen.dk, hvis man skal benytte Linje A i morgen.