Statsrevisor ser på Charlottenborg-sag

Alle venter spændt på, om kulturminister Carina Christensen (K) beslutter sig for at fyre Charlottenborg-direktør Bo Nilsson for overforbruget på 3,2 mio. kr, og om sagen ligeledes får konsekvenser for kunsthallens bestyrelse.

Og nu melder
Folketingets vagthund sig også på banen. Statsrevisor og
næstformand for statsrevisorerne, Henrik Thorup (DF), har fulgt
de seneste dages Charlottenborg-afsløringer tæt, og han mener,
sagen er så besynderlig, at han nu vil drøfte med øvrige fem
statsrevisorer, om Rigsrevisionen skal bedes om at udarbejde et
notat om sagen. »Det er virkelig en ejendommelig historie, at
direktøren har kunnet indrette en lejlighed til sig selv, uden
nogen vidste det, og drønet 3 mio. kr. af, uden at nogen
opdagede det. Derfor vil jeg tage op til drøftelse med de andre
statsrevisorer, om det ikke kunne være spændende at dykke ned i,
hvordan tjekkene har været, og om bestyrelsen har snorksovet.
Det er i hvert fald ikke den bedste måde, statens midler er
blevet forvaltet på i denne sag,« siger Henrik Thorup til
dagbladet Børsen og tilføjer, at han tager sagen op med
statsrevisorerne på deres næste møde på mandag. »Så må vi drøfte
om det er relevant, at vi også melder os på banen, eller om de
ting, der allerede er i gang, er nok til at få styr på
situationen,« uddyber statsrevisorernes næstformand. I
Kulturministeriet mener man, at situationen allerede er under
kontrol, selvom den voldsomme budgetoverskridelse og
samarbejdsproblemerne mellem direktør og bestyrelse på
Charlottenborg endnu ikke har fået konsekvenser. Det på trods
af, at en ekspert i bestyrelsesansvar i dagbladet Børsen i går
påpegede, at bestyrelsen kan risikere en erstatningssag for ikke
at være skredet ind overfor den løbske økonomi i tide. Samtidig
sendte bestyrelsen ifølge Politikens oplysninger i sidste uge en
mistillidserklæring omkring Bo Nilsson til
Kulturministeriet.»Jeg har ingen kommentarer til, om sagen får
konsekvenser, men der er ingen tvivl om, at ansvaret skal
placeres hos både direktionen og bestyrelsen,« siger
afdelingschef i Kulturministeriet, Jesper Hermansen og
fortsætter:»Vi har igennem de seneste måneders undersøgelser
fået et overblik over økonomien og lukket hullet med et lån, så
Charlottenborg kommer ud af 2008 med skindet på næsen. Der er
ingen planer om yderligere undersøgelser, så nu ser vi trygt på
tiden efter 1. januar og er i gang med at lægge budgetter for,
hvordan man kan drive en spændende udstillingsbygning, der
holder sine budgetter,« siger han.Heller ikke i går havde
kulturminister Carina Christensen nogle kommentarer til, hvilke
konsekvenser Charlottenborg-sagen vil få for direktion og
bestyrelse, og hendes ministersekretær Lotte Bjerre
Kristoffersen understregede, at »ministeren ikke kan udtale sig
om sådanne personspørgsmål.«Direktør Bo Nilsson ønskede heller
ikke at udtale sig, da dagbladet Børsen forsøgte at træffe ham
på Charlottenborg. Han lod dog via en af sine medarbejder vide,
at han udsender en pressemeddelelse om sagen i løbet af de næste
par dage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik