Statsministeren har stemt

Ikke overraskende erklærer statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han stemmer på Venstre, og at han stemmer personligt på sin hustru Sólrun.

- Jeg stemmer altid på Venstre, og jeg stemmer også altid
personligt. Jeg stemmer faktisk på Sólrun. Så denne gang er der
direkte sammenfald mellem den politiske linje og de familiære
forhold.
Sådan lød den lidet overraskende erklæring fra statsminister
Lars Løkke Rasmussen (V), før han tirsdag middag sammen med
hustruen, Sólrun, i Gribskov Hallen i sin nordsjællandske hjemby
Græsted stemte til kommunalvalget i Gribskov Kommune.
Sólrun Løkke Rasmussen er nummer syv på Venstres liste i
kommunen, hvor partiet i dag har absolut flertal.
- Jeg tror, at det er vigtigt i mit job, at jeg ikke bare
render rundt og taler om varm luft med verdens ledere, men også
har fokus på de lokale ting. Jeg er selv vokset ud af
kommunalpolitikken, og jeg vil være glad for, hvis vi får en
kommunalpolitiker i familien igen. For det er en sikker livline
til hverdagen, siger han.

/ritzau/