Statistik om voldsramte kvinder sløjfes: Bekymrer krisecenter

Det vil gøre det sværere at hjælpe voldsramte kvinder i fremtiden, når politikerne med en ny beslutning dropper kvindekrisecentrenes årlige statistik, lyder kritikken.

Til venstre Lisbeth Jessen, direktør, Danner og til højre socialminister Mai Mercado. Foto: TV 2 Lorry og Scanpix

Dannerhuset i København har foreløbig været nødt til at afvise 81 % af alle årets forespørgsler om ledige pladser. Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

1 af 2

Julestemningen på kvindekrisecentret Dannerhuset i København har fået et knæk.

Ligesom landets øvrige kvindekrisecentre har man nemlig i denne uge fået besked om, at Socialstyrelsens årlige statistik om vold mod kvinder afskaffes i sin nuværende form fra årsskiftet.

Statistikken, der er kommet hver år siden 2002, er ifølge Danner et vigtigt redskab, der både siger noget om den vold, som kvinderne har været udsat for, og dermed hvordan man skal sætte ind. 

Men statistikken opgør også, hvor mange kvinder krisecentrene må afvise, fordi der ikke er pladser nok. En udfordring som vi har afdækket, at flere kvindekrisecentre i hovedstaden oplever.

- Man må bare sige, at der er én, der taber. Det er den voldsramte kvinde, fordi man ikke kan få den nødvendige hjælp, når man ikke kan pege på, hvor skoen trykker.

- Jeg er ikke sikker på, hvor opmærksom man er på, at de her data har haft meget stor betydning for os som civilsamfund. At vi har kunnet gå ud og blande os i debatten og pege på nogle områder, hvor vi har syntes, indsatsen skulle styrkes, siger Lisbeth Jessen, direktør ved Danner.

”Ikke et fuldt validt billede”

I stedet for den årlige statistik vil socialminister, Mai Mercardo, Kons., efter drøftelser med partierne bag satspuljen, lave mere fokuserede undersøgelser af vold i nære relationer, skriver hun i et svar til Folketingets Ligestillingsudvalg.

06:24

Voldsramte kvinder afvises

Luk video

"Formålet med omlægningen er at styrke det samlede vidensgrundlag yderligere og undgå dobbeltregistrering med øvrige videnskilder," lyder det i svaret.

For så vidt meget godt – men den nye undersøgelse kommer kun hvert andet år, og dermed kan værdifuld viden gå tabt i den forskning og det arbejde, der skal komme volden til livs.

- Det er jo ikke et fuldt validt billede. I hvert fald ikke så validt som det kunne blive.

Eva Bertelsen, ekstern lektor, SDU

- Det er jo ikke et fuldt validt billede. I hvert fald ikke så validt som det kunne blive, siger Eva Bertelsen, der er ekstern lektor ved Institut for Psykologi på SDU, og som har forsket i vold mod kvinder.

Men kan der virkelig ske så meget udvikling på to år inden for vold mod kvinder?

- Vi har jo set det seneste år, at forekomsterne stiger, og der er jo nogle områder, hvor det løbende stiger, og som jeg gerne vil være opmærksom på.

- Det er et lidt specielt område at forske i, fordi jeg har meget lille adgang til den scene, hvorpå det jeg udforsker foregår. Nemlig i den private sfære. Så krisecentrene er et lille vindue ind i en verden, jeg ellers ikke har adgang til. Så den viden der ligger på landsplan på krisecentrene, er jo vigtig for sådan en som mig, siger Eva Bertelsen.

Føler sig overset i processen

Hos Danner ærgrer direktør, Lisbeth Jessen, sig over, at man som en central aktør inden for hjælp til voldsramte kvinder ikke tidligere har været bedre involveret i processen.

- Vi vil meget gerne være med i en dialog, men der har kun været afholdt én workshop i starten af 2017, og så har vi ikke hørt noget i lang tid, indtil det nu bliver meldt ud med virkning allerede fra 1. januar. Det synes jeg faktisk ikke er ordentligt, siger hun.

Danner vil nu forsøge selv at samle data ind sammen med andre kvindekrisecentre.

Socialministeren har i førnævnte svar til Ligestillingsudvalget gjort opmærksom på, at relevante aktører som Danner vil få lejlighed til at komme med inputs til den nye undersøgelse.

Men det har desværre ikke været muligt at få et interview med socialministeren i løbet af denne uge, så vi kunne få uddybet hendes tanker om de nye undersøgelser, og hvorfor der skal ændres på en statistik, som ifølge Danner har haft stor betydning for kvindekrisecentrenes arbejde.

Både i oppositionen og hos regeringens støtteparti ønsker man yderligere drøftelser af, om man med beslutningen sikrer kvindekrisecentrene tilstrækkelig viden i fremtiden.

- Jeg vil selvfølgelig være lydhør over for den kritik, og det vil jeg tage med mig videre i mit arbejde for at se, om der er noget, vi skal kigge nærmere efter i den kommende proces, siger næstfmd. i Folketingets Ligestillingsudvalg, Yildiz Akdogan, Soc.dem.

- Jeg vil opfordre ministeren til at indkalde satspuljekredsen, så vi kan drøfte, om vi får den viden, vi har behov for i forhold til at forebygge vold og også for at sikre, at der er de pladser, der skal være på kvindekrisecentrene, lyder det fra Karina Adsbøl, Da. Folkep., og fmd. i Folketingets Ligestillingsudvalg.

Efter planen skal udformningen af de nye undersøgelser om vold i nære relationer ske i 2019, der skal indsamles data i 2020, og i 2021 vil de udkomme første gang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik