Stationsbyggeri i skandaleombrust by er begyndt

På trods af en ekstraregning på 1,4 millioner kroner er arbejdet med at bygge Vinge Station gået i gang.

De første gravemaskiner har gjort deres indtog ved jernbanen i Vinge sydøst for Frederikssund. Hvis alt går efter planen betyder det, at de omkring 200 borgere, der bor i Vinge nu, kan stige på S-toget fra den nyanlagte by i 2020. 

- Det betyder rigtig meget for hele projektet og for dem, der har bosat sig herude, siger borgmester i Frederikssund Kommune,  John Schmidt Andersen (V), til TV 2 Lorry.

Byprojektet Vinge skulle efter planen stå færdigt i 2035 og være hjem for 20.000 indbyggere, men aftalerne med samarbejdspartnerne holdt ikke, og som en konsekvens af det har projektet været ramt flere problemer. 

I januar 2018 blev planerne om at bygge S-togsstationen blandt andet stoppet på grund af manglende etablering af boliger og arbejdspladser. Senere samme år kom projektet tilbage på sporet, og pengene blev frigivet. 

For dyrt at sætte på standby

Tidligere i denne uge foreslog Henning Hyllested, der er transportordfører for Enhedslistens folketingsgruppe, at man satte byggeriet på standby på grund af den forhøjede pris og det faktum, at der ikke bor flere i området endnu. Men på mødet i forligskredsen, der efter Dansk Folkepartis udtræden består af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, blev det oplyst, at det ikke kan betale sig:

- Vi kan konstatere, at projektet er så fremskredent, at det simpelthen vil blive for dyrt at sætte det på standby, siger transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

- Enhedslisten har hele tiden haft et forbehold, og jeg må give partiets transportordfører Henning Hyllested ret i, at man nok skulle have sat projektet i gang på den måde, der oprindeligt var tiltænkt, hvor der var skabt sikkerhed for en tilstrækkelig byudvikling inden igangsættelsen af projektet, siger Benny Engelbrecht.

Den oprindelige aftale om Vinge Station

  • Vinge er i dag et tyndt befolket område uden tilstrækkeligt passagergrundlag for en S-togsstation. Men det er samtidig et byudviklingsområde i den gældende fingerplan for hovedstadsområdet, og Frederikssund kommune har igangsat byudviklingen.
     
  • Hvis stationsoplandet tilføres i størrelsesordenen 3.000 indbyggere og 1.000 arbejdspladser, vurderer Trafikstyrelsen – på baggrund af nogle overordnede drifts- og samfundsøkonomiske betragtninger – at der vil være grundlag for en station i Vinge.
     
  • På denne baggrund – og da parterne anerkender, at en station kan være med til at fremme byudviklingen i området – reserveres der 55 mio. kr. til en ny station i Vinge. Der gives et bindende tilsagn og reserveres penge til etablering af stationen, men anlægget finder først sted, når der er sikkerhed for etablering af 2/3 af de nødvendige boliger og arbejdspladser, dvs. 2000 nye indbyggere og 670 nye arbejdspladser eller en anden kombination, der giver et tilsvarende kundegrundlag for S-toget. Der afsættes dog 5 mio. kr. i 2015 46. til forberedelse af projektet, således at stationen kan anlægges hurtigere, når byudviklingskriterierne er opfyldt.

 

Kilde: Aftaler om Bedre og billigere kollektiv trafik 2012-2015

Afgørende for projektet

Problemerne med Vinge-projektet har blandt andet betydet, at Frederikssund Kommune måtte gennemføre en spareplan på knap 100 millioner kroner på grund af manglende indtægter fra salg af byggeretter. Men ifølge borgmesteren kan byggeriet af togstationen  være et afgørende vendepunkt for Vinge.

- Det er altafgørende. Vi har Vinge Centrum i udbud med frist på mandag. Det er vigtigt for dem, der har tænkt sig at byde, at man ved, at stationen kommer, siger John Schmidt Andersen.

Vinderen af udbuddet, der drejer sig om minimum 22.000 kvadratmeter byggegrund, kommer til at bygge i nærheden af den nye togstation. Udover den store udbudsrunde er der i øjeblikket en enkelt grund til salg, hvorpå der kan bygges ni rækkeshuse. Der er dog stadig meget store arealer, der er en del af Vinge, som ikke er klar til at blive bygget på endnu. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik