Staten standser kystsikringsprojekt – borgmester raser: Meningsløst

Et byggeforbud mod opførelsen af diger ved oversvømmelsesudsatte Jyllinge Nordmark har fået Roskildes borgmester op i det røde felt.

Et stort anlagt kystsikringsprojekt med diger er blevet bremset i Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord.

På baggrund af en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet fra syv beboere i området har projektet med at opføre diger fået et byggeforbud, mens sagen behandles.

Det falder på ingen måde i god jord hos Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen fra Socialdemokratiet. Beslutningen giver faktisk slet ingen mening, mener hun:

quote For mig som borgmester giver det her slet ikke nogen mening.

Joy Mogensen, borgmester

- Der er tale om 6.000 m2 natur – eller 0,09 procent af det samlede beskyttede areal. Dette skal efter min mening holdes op imod over 500 familiers økonomiske og psykiske usikkerhed, siger borgmesteren i Roskilde Kommune Joy Mogensen og fortsætter:

- Det kan godt være, at det ikke er dette nævns opgave at foretage sådan en afvejning, men for mig som borgmester giver det her slet ikke nogen mening.

Her ses et billede af arbejdet med diget.
Her ses et billede af arbejdet med diget.
Foto: Roskilde Kommune

Kommunen klager over beslutning

Miljø- og Fødevareklagenævnet har valgt at fastholde det midlertidige byggestoppe frem til nævnets endelige afgørelse, der er garanteret inden d. 17 juni 2019.

På Roskilde Kommunes hjemmeside fremgår det, at kommunen har klaget over den midlertidige afgørelse.

Det er sket med argument om, at byggeprocessen er så fremskredet, at eventuelle natur- og miljøaktiver, som byggeriet har medført skader på, allerede er sket.

Minister trækkes ind i sagen

Beslutningen om at bremse byggeriet har fået det socialdemokratiske folketingsmedlem, Mette Gjerskov, til at trække miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ind i sagen. Hun har stillet ministerspørgsmål omkring sagen.

- Udsættelsen er i orden, hvis det er efter reglerne. Men det er ufatteligt vigtigt for beboerne at få det dige - og at vide, at det er der, når sæsonen for efterårsstorme kommer. Det er jo en meget voldsom situation, og mange af dem er traumatiserede, har Mette Gjerskov tidligere udtalt til TV 2 Lorry.

Diget, der er klaget over, vil på de fleste strækninger være en jordvold, der bliver 40-70 cm højere, end arealet er i dag, samt en sluse over Værebro Å, der kan lukkes ved stormflodshændelser.

Fakta om digeprojektet

  • Kystbeskyttelsesprojektet i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg omfatter et ca. 730 meter langt jorddige mod Roskilde Fjord, et ca. 1.140 meter langt ådige langs Værebro Å samt et ca. 170 meter langt fløjdige over Værebro Ådal, hvor der samtidig etableres en slusekonstruktion og en pumpestation.
  • Kommunen mener ikke, at kystbeskyttelsesanlæggene vil ikke medføre væsentlige påvirkninger af habitatnaturtyper, der indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. (Det er altså det, klagerne nu anfægter)
  • Roskilde Kommune har ansøgt om 47 mio. kroner til at etablere fjorddige, fløjdige, ådige samt pumpestation ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg. Der er bevilget 6.850.000 kroner til digeprojektet.
  • Sluse og pumpestation skal være monteret og testet 17. juni 2019. Hermed er hoveddelen af projektet færdigt. 

    Kilde: Roskilde Kommune
I 2017 var miljøministeren forbi Jyllinge Nordmark med forsikring om, at et dige bliver behandlet efter højst otte uger. Nu er diget blevet stridens kerne.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik