Foto: TV 2 Lorry

Startede døvelandshold på Facebook - nu hyldes de på rådhuset

Det kvindelige landshold for døvehåndbold har vundet guld ved VM i Brasilien. Det blev fejret på Københavns Rådhus torsdag.

Det var intet mindre end med 20 mål, de danske landsholdskvinder sikrede sig sejren over Tyrkiet under VM i Brasilien.

Og sådan en sejr skal ikke gå stille hen.

Der var derfor pandekager og lykønskninger på menuen torsdag på rådhuset i København, hvor overborgmester Frank Jensen roste kvinderne og deres præstation.

- Det skal vi da alle sammen være utrolig stolte af. At der er nogen, der kan bringe det helt til tops. Også selvom man er hørehæmmet eller døv, fortæller en glad overborgmester.

Læs også Døve-landshold vinder VM-guld: Varehuschef hylder dem i lufthavnen

Håndboldkvindernes sejr under VM er blandt de allerstørste præstationer inden for dansk døveidræt.

Og ikke alene fik de guldet om halsen; landsholdet fik også overrakt turneringens fair play-pris, som ifølge landsholdets træner, Helle Brixen, næsten betyder ligeså meget for dem som VM-guldet.

  Foto: TV 2 Lorry

Fandt sine spillere på Facebook

En dag for cirka tre år siden blev træneren bekendt med, at der ikke fandtes et døvelandshold for kvinder.

Kun for mænd. Men det skulle hun da gøre noget ved.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt – det må jeg da have startet op, fortæller Helle Brixen om dengang.

Hun lavede et succesfuldt Facebook-opslag, og i dag fortryder hun intet.

- Der kom jo tyve piger, der var interesseret i at spille håndbold. Så det var jo for mig helt overvældende. Jeg havde ikke regnet med, at der stod mere end et hold, siger Helle Brixen.

Efter sejrsrusen har lagt sig, er det atter tilbage i træningshallen for landsholdskvinderne. For næste store mål for holdet er EM Håndbold 2020 i København.

00:22 Luk video