Stålcenter skal skabe op imod 200 job

Et nyt Center for Stålproduktion- og Metalforarbejdning skal være startskuddet til at skabe en række nye virksomheder og jobs. Centret, der stadig er i første fase, bliver til i et samarbejde mellem Halsnæs Kommune og Danmarks Tekniske Universitet, DTU, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Vi har netop lavet samarbejdet for at gøre noget ved beskæftigelsen. Arbejderne i industrien har en viden, som de måske ikke er vant til at forklare, men i samarbejde med ingeniører og med forankring i virksomhederne, så kan det forhåbentlig blive et modelprojekt for resten af landet, siger Jens Lønholdt, der er chefkonsulent på DTU og tovholder på samarbejdet.
Når centeret står klar, bliver det det første af sin slags i Danmark, hvor man ved at bruge erfaringerne fra medarbejderne i stål- og metalindustrien, sammen med den nyeste forskning indenfor området, kan skabe både nye virksomheder og arbejdspladser.
Derfor er der også glæde i Halsnæs Kommune og potentielt håber man på at det nye center vil skabe op mod 200 arbejdspladser over de næste fem år.
- Vi lægger os ikke i hængekøjen og piver over nedgangen. Vi står sammen og skaber et stærkt partnerskab, siger Mette Jensen, der er arbejdsmarkedschef i Halsnæs kommune, hvor de allerede har kontakt til flere virksomheder, som gerne vil være en del af det nye center, blandt andre Megaflex, Nordisk Stål og Duferco, ligesom Dansteel overvejer at deltage.
Centerets idé med at udnytte universiteternes forskning og kombinere det med arbejderne og virksomhedernes konkrete ideer og viden er også ifølge en ekspert i virksomhedsvækst, den rigtige vej at gå, hvis det kan fungere.
- Det er et godt initiativ. Der er et stort potentiale, og jeg er helt overbevist om, at det kan skabe nogle jobs, hvis man tager den dialog mellem universiteterne og virksomhederne, siger Jens Nedergaard, der er konsulentchef hos Væksthus Hovedstadsregionen til Frederiksborg Amts Avis.
Centeret håber blandt andet på støtte fra Vækstforum og Fornyelsesfonden og kommer til at koste knap fem millioner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik