Stadig sort skærm: YouSee kan ikke love signal til midnat

TV-signalet hos YouSee røg halvanden time før Dronningens nytårstale. En time før det nye år ringes ind af Rådhusklokkerne er fejlen stadig ikke fundet.

OPDATERING: 
Klokken 23.00 oplyste YouSee til TV 2, at signalet igen er oppe i København. 

Nytårsaften er en af årets største TV-dage. Der er både nytårstale, midnatsklokker, fyrværkeri, kor-sang og ikke mindst 90 års fødselsdagen. 

Bare ikke i år. 

Læs også Problemer med tv-signalet før nytårstale

Vi kan ikke sige, hvornår vi er oppe at køre igen. 

Tine Gutfelt, YouSee pressetjeneste

For YouSee-kunder i hele landet har TV'et kun budt på sort skærm, og her knap en time før kalenderen skriver 2017 er der stadig ikke udsigt til bedring. 

- Vi kan ikke sige, hvornår vi er oppe at køre igen. Men vi arbejder på højtryk for at udbedre fejlen. Det kan du være sikker på, siger Tine Gutfelt fra Yousees pressetjeneste til dr.dk. 

Hun fortæller desuden, at teknikerne vil arbejde på at finde fejlen hele natten, hvis det er dét, der skal til. Den præcise fejl er nemlig endnu ikke lokaliseret. 

Læs også Gik du også glip af nytårstalen? Se den hele her

Vi er rigtig kede af, at det er sket.

Tine Gutfelt, YouSee pressetjeneste

Tidligere meldte YouSee ud, at der ville være fjernsyn igen klokken 21:30, men på deres hjemmeside skriver de nu, at problemet ventes løst klokken 02:00 i nat. Den prognose er dog heller ikke sikker. 

- Vi er rigtig kede af, at det er sket, og at vores kunder er blevet ramt af det her nedbrud. Vi undskylder mange gange, og vi arbejder på højtryk for at løse det, siger Tine Gutfelt til dr.dk. 

Du kan stadig streame programmer på dr.dk og tv2.dk. Og ellers anbefaler Tine Gutfelt, at man benytter sig af YouSees app.