Stadig naboer trods dødstrusler

Han har truet med en pistol, men vi kan ikke smide ham ud.

Brøndby Boligselskab har i næsten to år ventet på, at Københavns Vestegns Politi rejser tiltale mod en mand, som har truet en af sine naboer med en pistol. Og så længe straffesagen ikke er afgjort, så kan boligsagen, hvor mandens lejemål kan ophæves, ikke gå i gang, skriver Beboerbladet.

- Det er frustrerende for os. Vi kan ikke forstå, hvorfor tingene går så langsomt. Politiet har simpelthen været for langsomme i den her sag, siger formand for Brøndby Boligselskab, Aksel Borresen til P4 København.

Mens Københavns Vestegns Politi ikke vil udtale sig i den verserende straffesag, så husker beboer Erling Nielsen stadig den aften i beboerhuset, hvor han blev truet med en pistol.

- Jeg sad med ryggen til døren, og han stak den faktisk op i halsen på mig og sagde: "Nu skal du dø". Jeg går ikke så gerne forbi, der hvor han bor. Jeg er bange for at møde ham, for han kan finde på alt. Så jeg har det ikke godt med at bo herude, så længe han er her, siger Erling Nielsen til P4 København.

Boligselskabernes Landsforening oplever hele tiden den slags sager, siger formand Palle Adamsen.

- Når tempoet i sagsbehandlingen er så dræbende, så kommer ventetiden jo til at virke krænkende, så hvis der kunne sættes en eller anden tidsfrist på, så er det jo at foretrække, frem for nu, hvor tiden jo bare løber nærmest bare uendelig, siger han til P4 København.

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann ønsker ikke at udtale sig til P4 København om problematikken, mens justitsminister Brian Mikkelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som inden årets udgang skal komme med løsningsforslag.

Men det kan formanden for Brøndby Boligforening, Aksel Borresen, ikke bruge til ret meget.

- Det hjælper ikke et havsprøjt. Det tager jo et år eller halvandet, inden man får sådan en udtalelse, siger Aksel Borresen til P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik