Stadig masser af luftforurening på Nørreport Station

Luften på Nørreport Station er næsten tre gange så forurenet som ved den trafikerede vej H.C. Andersens Boulevard, viser nye tal.

Foto: Thomas Lekfeldt - Scanpix

Den massive luftforurening var et af argumenterne for at renovere Nørreport Station i 2011.

Men selvom der er kommet ny metroperron og nyt ventilationsanlæg, er der stadig så forurenet, at det er decideret sundhedsskadeligt at opholde sig i rørerne, viser nye tal for Det Økologiske Råd. 

Det skriver DR.dk. 

- Vi ser en høj luftforurening ved regionalsporet, men vi kan også tydeligt se, at den her forurening bliver trukket ind på både S-togsperronen og også helt ned på metroperronen, fortæller seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen. 

Læs også EU: Gør nu noget ved luftforureningen i København

Forurening på Nørreport Station

Den anbefalede grænseværdi er 30.000 ultrafine partikler per kubikcentimeter

Målinger fra Nørreport Station:

Regionalperronen: 111.100
S-togsperronen: 118.450
Metroperronen: 39.000
H.C. Andersen Boulevard (myldretid): 40.000

Kilde: Det Økologiske Råd

Hos DSB erkender man, at der stadig er problemer med luftforureningen på Nørreport, og derfor bliver der blandt andet indkøbt 26 nye el-lokomotiver.

- Det er med henblik på at sætte lokomotiverne i drift i starten af 2020, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, til DR.dk. 

Der er cirka 250.000 passagerer dagligt på Nørreport.

Alene i København dør op mod 500 af partikelforureningen fra trafikken, anslår Det Økologiske Råd. Til sammenligning omkommer cirka 15 i trafikulykker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik