Foto: Camilla Rønde / Scanpix

Står bag flere end 90 indbrud: Nu har tyvene fået dom

Tre medlemmer af banden Loyal To Familia er dømt i en sag om mere end 90 indbrud i lejligheder i Nordsjælland og København.

En 25-årig og to 23-årige medlemmer af banden Loyal To Familia er idømt fængselsstraffe på mellem 3 og 4½ års fængsel i en omfattende indbrudssag. Det har Retten i Lyngby afgjort i dag.

Læs også Indbrudstyve elsker Nordsjælland

Indbrud i lejligheder

Sagen mod de tre mænd omhandler mere end 90 indbrud i Nordsjælland og København, som blev begået sidste sommer og efterår.

Indbruddene var rettet mod lejligheder, og der blev blandt andet stjålet smykker og kontanter.

De tre er dog ikke fundet skyldige i alle anklager, men i henholdsvis 80, 33 og 25 indbrud samt brugstyveri af biler.

De er alle tidligere straffet flere gange. I retten har de alle nægtet at afgive forklaring.

Læs også Otte mænd anholdt: Står bag utallige indbrud i Nordsjælland

Afsat til guldsmede

Dommen blev læst op i Retten i Lyngby her til formiddag. Her blev der lagt vægt på, at retten har fundet det bevist, at indbruddene har været særligt organiseret.

- De har på fast basis afsat til guldsmede i København, lød det fra dommeren.

I anklageskriftet fremgår det, at anklageren har bedt om at få strafferammen hævet med paragraf 88 i den danske straffelov, der gør det muligt at idømme en straf, som er højere end den maksimale straf.

- Set med mine briller er navnlig denne kriminalitet alvorlig. Den er effektiv og professionelt organiseret. Man har fundet ud af, at lejligheder er en ret god indtægtskilde, lyder det fra anklager Lasse Biehl.

Læs også 4 særdeles aktive tyve anholdt: Sigtes for 28 indbrud

Mange bliver berørt

Retten valgte dog ikke at bruge paragraf 88, men Lasse Biehl er alligevel tilfreds med dommen.

- Man kan køre ud i en opgang og sparke en dør ind og så afsætte kosterne i København. Med sådan en kriminalitet er der utrolig mange, der bliver berørt, lyder det fra anklageren.

De tre dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om de ville anke dommen. De er alle fortsat varetægtsfængslet.