Anders har konsekvenserne fra spritkørsel tæt inde på livet - i dag er han fortaler for et nyt tiltag

Den tidligere spritbilist, Anders Staunsager Larsen, håber et nyt projekt fra Nordsjællands Politi vil få færre til at køre spritkørsel. Selv mistede han sin far til en spritbilist.

- At køre fuld. Jamen, når det bare var på de små grusveje, så var det okay.

Sådan startede en ung Anders Staunsager Larsen med at køre påvirket i bil. 

Men spritkørslen udviklede sig

- Vi var nogle gutter der gjorde det. Og så var det bare ganske normalt, at når vi fik noget at drikke, så kørte vi rundt fulde, siger Anders Staunsager Larsen.

Udover selv at have kørt med for mange promiller i blodet, så har Anders Staunsager Larsen også oplevet konsekvenserne spritkørsel i rollen som passager. 

Han mistede nemlig sin far i 2003 i en trafikulykke med et spritbilist.

- Det var en ung tjener på vej hjem fra arbejde, og han kørte ind i os tidligt om morgenen. Min far kørte bilen og jeg sad bagi. Min far blev slået ihjel på stedet, og det var selvfølgelig forfærdeligt, fortæller han.

Nu vil politiet besøge spritbilister i hjemmet

Historier som Anders Staunsager Larsen vil Nordsjællands Politi nu forhindre med et nyt projekt.

- Det er et forebyggende projekt. Det handler om, at vi skal sikre hjælp til borgere, der kører alkohol- eller narkopåvirkede. Og at vi skal sikre tryghed på gaderne, siger Brian Stybe Grayston, der er vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

Helt konkret vil Nordsjællands Politi nu foretage hjemmebesøg hos omkring 240 borgere i politikredsen, som er blevet sigtet for narko- eller spirituskørsel mindst en gang inden for de seneste tre måneder. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

spritkontrol
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

Men også hos dem, der er blevet sigtet mindst to gange de seneste 5 år. Her vil politiet forsøge at få borgeren til at søge hjælp hos kommunen.

- Så tager vi simpelthen en rolig snak. Vi kommer ikke som et buldrende politi, men vi kommer som en hjælpende hånd til at prøve at forstå, at det her har nogle konsekvenser. Det er farligt og der er hjælpemuligheder, forklarer Brian Stybe Grayston.

- Skal simpelthen stoppes med alle midler

Anders Staunsager Larsen har ikke indtaget alkohol siden 1998. 

I dag tager han afstand fra sine handlinger og håber, der sker en øget indsats i forebyggelsen af spirituskørsel. Derfor ser han positivt på det nye projekt fra Nordsjællands Politi.

- At bare få en dom og bare gå hjem. Det er jo lidt tomt. At politiet prøver at gøre noget vil hvert fald skubbe til nogle af de mennesker, siger han.

- Hvis der sidder nogen, der er villige til at se, at de har et problem, så vil det hjælpe, fortsætter han.

Desuden peger han på flere løsninger som for eksempel en alkolås til bilister, der tidligere er blevet taget for spritkørsel.

Nordsjællands Politi håber at kunne nå ud til så mange som muligt med deres nye projekt, og det håber den tidligere spritbilist, Anders Staunsager Larsen, at de gør.

- Det er jo en forfærdelig ting og det skal simpelthen stoppes med alle de midler det overhovedet kan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik